Superliga på spidsen: De forkerte stjal uheldigt fokus
Foto: Claus Bonnerup / Polfoto
Generelle

Superliga på spidsen: De forkerte stjal uheldigt fokus

Efter hver spillerrunde i Superligaen stiller en af tipsbladets journalister skarpt på en eller flere begivenheder fra kampene.

Efter så mange ugers vinterventen, kom endelig det helt rigtige tegn på forår. Nok er græsset ikke lige grønt overalt men seks stadions har i de seneste dage budt Superligaen velkommen tilbage. Nok er spillet ikke lige kønt alle steder, men jublen er alligevel svært at holde nede.
 
14 mål i seks kampe er måske ikke noget at puste sig op over, men forløsningen er der alligevel til fulde.
 
Men når så al den imødesete spænding og glæde over, at ”Suppen” er tilbage bliver skubbet lidt til side – hvilket indtryk står så tilbage efter forårets første gennemførte spillerunde?
 
Det bedste blev gemt til sidst ved mandagens 1-1-brag mellem de danske mestre fra FC Midtjylland og guldvinderne fra 2013/14 – AaB.
Fremragende underholdning i en kamp, der vel burde have budt på mindst en scoring mere pr hold. Der var højtgearet spil, tempo, masser af chancer og to hold, der ofrede alt for sejren hele vejen til dommer Mads Kristoffer Kristoffersens sidste pift efter 94 minutters solidt ambassadør-arbejde for Superligaen.
 
Men på trods af den glimrende underholdning, der lover godt for resten af efterårets guldkamp, var et gennemgående temaer efter kampen desværre netop et af Mads Kristoffer Kristoffersens pift. Nemlig det fløjt og den dom, der kort inden pausen gav straffesparket, som Jacob Poulsen sikkert sparkede ind til FCM-føring 1-0. 
 
Var det inden eller uden for feltet, at Kenneth Emil Petersen trak Paul Onuachu i jorden?
 
Den diskussion dør ikke lige med det samme for specielt AaB'erne. Og det med rette. For Tv-billeder tyder mere på, at både linjedommer og hoveddommer ikke fanger, at AaB-forsvareren slipper sin modspiller uden for feltet.
 
Men følelse af dommermodgang er AaB-spillere og fans desværre ikke ene om. Dommertrioerne i de fleste af de seks liga-kampe er havnet i yderst diskutable og ganske kampafgørende situationer,. 
 
Der er næppe tvivl om, at FC Nordsjælland føler sig bortdømt i situationen, der gav straffespark til Viborg og forvandlede tre point til en irriterende deler for sjællænderne. Ramon Rodriguez' arm, blev nærmest skubbet op på bolden efter et hårdt puf fra en Viborg-spiller. Frispark til FCN ville nogen mene – dommeren dømte straffe. 
 
Brøndby-fans og spillere undrede sig med rette, da scoringen fra Christian Nørgaard fejlagtigt blev underkendt på grund af en offside, der ikke var der. 
 
Og hvad med Nicolai Jørgensens to hænder i nakken på Esbjergs Daniel Stenderup ved den afgørende scoring til 2-1 i Parken?
 
De mulige og til tider tydelige dommerfejl har været bragt i fokus før, og fortsætter tendensen i de kommende runder, hvor absolut definerende opgør venter for flere klubber, kan det meget snart igen blive et generelt tema om dommerstanden skal have elektroniske hjælpemidler som slow-optagelser, målkameraer og andet teknologisk grej eller ej.
 
Det er ærgerligt, at det skal være dommerindtrykket, der efterlader den største bekymring efter startskuddet til et på papiret ganske spændende drama i de kommende ugers Superliga.
 
Hverken Hobro eller Esbjerg så generelt skidte ud, selv om det blev til nederlag. AGF og Glen slap flot fra den første af mange eksamener med Aarhus som streng censor. 
Brøndby og Thomas Frank kunne ånde lettet op efter at sejren endelig kom mod bundproppen og Ståle Solbakken kom et skridt tættere på det guld, han er nødsaget til at vinde. 
 
Det er min tro og absolut mit håb, at dommerne også skal have banket den værste vinterrust af, inden formen er helt tilbage på topniveau.
 
Endnu ingen grund til panik fra min stol, men det gule kort sidder trods alt lidt løsere efter forårspremieren og kan uden forbedringer snart afløse det kritisk hævede øjenbryn overfor dommerpræstationerne.