Det er Lasse Vibes liv, ikke dit, mit eller landsholdets

Bortset fra et par uheldige love og enkelte myndigheders kreative tolkning af selvsamme lovgivning, lever vi i et frit land. Det gælder også professionelle fodboldspillere.

Til gengæld er fodboldspilleres arbejdsliv ikke frit.

De er bundet til tidsbegrænsede kontrakter, de og deres fodboldklub til gengæld ikke kan bryde, med mindre det er tilføjet i aftalen.

Professionelle fodboldspillere er afhængige af, at en lang række ungdomstrænere og klubledere har fundet dem dygtige nok og sendt dem videre i et udskilningsløb, der for de bedste slutter i Superligaen og de allerbedste med et skifte til udlandet.

For hver Superliga-spiller er der 100 dygtige drenge og teenagere, der aldrig kom i nærheden af en kontrakt, det at blive professionel fodboldspiller får selekteringen i optagelsen til læge-studiet til at ligne fingermaling i børnehaven.

Når fodboldspillere ikke lever op til deres potentiale eller tager til det, vi opfatter som en forkert klub, ærgres vi. Da Nicklas Bendtner skiftede til Juventus på en lejeaftale for 2½ år siden, efterlyste jeg i en leder, at den danske angriber linje for linje kopierede Zlatan Ibrahimovic’ tilgang til fodbold og blev en træningsnarkoman uden lige. Det var oplagt, det var endda Zlatans agent Mino Raiola, der havde hjulpet Bendtner til Juventus, i øvrigt få uger efter at Juventus havde skrevet kontrakt med en ung, fransk Raiola-klient ved navn Paul Pogba.

Jeg fastholder, at det var et særdeles fornuftigt råd. Men det er også Nicklas Bendtners liv, og han må forvalte det, præcis som han har lyst til.

Det samme må Lasse Vibe, der i denne uge blev sat i forbindelse med et skifte til den mindrekinesiske klub Tianjin Teda.

Vibe er en af dem, der blev sorteret fra. Han røg ud i AGF som 21-årig i 2008, og det skal AGF ikke klandres for i et sekund, for Vibe var ikke god nok til førsteholdet. 

Det blev Vibe så. Ved at knokle i FC Fyn ved siden af sit studie i København og ved at løfte sit niveau på FC Vestsjællands 1. divisionshold i 2010/2011-sæsonen. Her var Vibe så heldig, at FCV’s cheftræner og manager Ove Pedersen tippede SønderjyskE om sin lynhurtige kantspiller. Ikke fordi Pedersen ville undvære Vibe, men fordi Vibe med små tvillinger og bopæl i Århus var ved at gå sur i pendlerturen.

Lasse Vibe er blevet en af de bedste forwards med dansk pas, vi har en mening om ham, fordi han er rigtig god, og når han så rygtes til en kinesisk klub, der ikke har nogen chance for at blive mester, ærgrer vi os.

Så er vi tilbage ved, hvis liv, det er. Det vil være enormt surt, hvis jeg brækker mit ben i morgen, men skulle det ske, vil jeg snart være tilbage på arbejde – med computer og telefon kan man udrette meget. Det er mere alvorligt, hvis du har et job, hvor du er mere afhængig af at bruge kroppen, men i Danmark er du din arbejdsgiver dækket ind med forsikringer, så du får din løn og virksomheden en vikar, indtil du igen er frisk. 

Hvis Lasse Vibe brækker benet i morgen, kan hans karriere være ovre, og i modsætning til dig og mig kan Lasse Vibe næppe få job som det, han er bedst til, når han er blevet 35-37 år gammel.

Fodboldspillere har et kort liv, og hvis de på en enkelt kontrakt kan tjene det, en gennemsnits-dansker tjener på 30 år, forstår jeg til fulde, de går efter pengene.

Lasse Vibes karriere tilhører ikke mig, den tilhører ikke dig, og hans klubkarriere er ikke et redskab, der er til for at give A-landsholdet endnu en god spiller. Det er Lasse Vibes liv, og han valgte at sige nej til at spille i den kinesiske provinsby. Det er han i sin gode ret til, ligesom Sylvester Igboun for to uger siden havde al mulighed grund til at ønske sig solgt til samme liga.