Leder: Dyne-Larsen og forsvaret for den lokale klubejer

Ejere af fodboldklubber findes i alverdens afskygninger og med hver deres motiver.

Paris Saint-Germain og Manchester City ejes af Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, der bruger de to håbefulde Champions League-aspiranter til at promovere sig selv og få verden til at glemme eksempelvis, hvordan man behandler gæstearbejdere i de to lande.

Familien Glazer i Manchester United købte klubben for dyrt lånte penge, satte Manchester United til at betale milliarderne af og kommer afsted med en milliardgevinst til sig selv, når prisen fra interesserede købere en dag bliver høj nok.

I Spanien er Real Madrid en blanding af et prestigeprojekt og den perfekte mulighed for Florentino Pérez til at udøve indflydelse i storpolitik og den globale byggebranche til fordel for Pérez’ entreprenørfirma, og oppe i Baskerlandet ejer Athletic Bilbaos medlemmer klubben og sørger for, at klubbens arv som kulturcentrum i regionen bliver opretholdt, blandt andet med politikken om kun at tilknytte spillere med forbindelse til Baskerlandet.

I FC København er de største aktionærer forretningsfolk og LD Fonde, der virker til at være der for at drive en sund forretning og muligvis også for at sælge selskabet videre med en pæn profit, en proces der sprang over i det offentlige rum i sidste uge med meldingen om interesse fra en udenlandsk gruppe investorer.

I FC Midtjylland har man tilsyneladende været heldig med Matthew Benham, der både havde pengene til at redde klubben ud af endnu en alvorlig økonomisk knibe, til at købe ekstra spillere, der har været med til at vinde to mesterskaber, og så ikke mindst et fornuftigt tag på det at eje og udvikle en fodboldklub.

Og så er der en lang række investorer, der køber klubber i Europa for at spekulere i transfermarkedet, i skattefordele og i nogle tilfælde også hvidvaskning af penge, skattemyndighederne ikke må få nys om, og andre former for forsøg på at omgå fodboldens og samfundets regler.

Så hvad har det med Lars ’Dyne’ Larsen og Silkeborg IF at gøre?

Mere end man umiddelbart skulle tro.

Silkeborg IF og klubbens direktør Kent Madsen satte sig selv til salg før jul med beskeden om, at der skal flere penge i kassen og budgettet, hvis Silkeborg IF skal væk fra at være elevatorhold, som man har været siden årtusindskiftet med fem nedrykninger fra Superligaen.

Det sker i nogle uger, hvor der er velfunderet interesse fra udenlandske pengefolk for at købe Næstved og Helsingør, der med al respekt er betydeligt mindre klubber anno 2019 end Silkeborg IF. Fremad Amager blev i 2018 overtaget af folk med vidtforgrenede forbindelser på flere kontinenter, og i den anden ende af hierarkiet i professionel dansk fodbold har vi ikke nødvendigvis hørt det sidste til den gruppe med blandt andre Aston Villa-investoren Wes Edens, der i sidste uge gennem LD Fonde luftede et indledende, relativt beskedent bud på FC Københavns moderselskab Parken Sport & Entertainment svarende til knap 1,3 milliarder kroner.

Siden det i midten af 2015 blev forbudt for investorer at købe sig ind i fodboldspilleres økonomiske rettigheder, hvilket var en milliardforretning, er mange opkøb og overtagelser af fodboldklubber i Nord- og Vesteuropa sket for at investorerne ad den vej kan spekulere i transfermarkedet og sikre sig selv en profit i form af blandt andet konsulenthonorarer, i nogle tilfælde på bekostning af både sportslige og økonomiske hensyn i den fodboldklub, de ejer.

Ny viden og dygtige ejere er altid et gode for en fodboldklub, og så er det efter min mening ganske irrelevant, om passet er dansk, britisk eller kinesisk.

Af samme årsag kan det give rigtig god mening for en klub som Silkeborg IF, at egnens mest kendte erhvervsmand og milliardær viser interesse for at købe 51 procent af klubben, hvis det kan ske i et partnerskab med andre stærke kræfter, hvad end de er danske eller udenlandske.

For mens en ejer som Matthew Benham indtil videre har vist sig at være rigtig god for FC Midtjylland, er der i Europa rigelig med eksempler på konstruktioner, der bestemt ikke har været til klubbernes eller fansenes langsigtede bedste. Man behøver ikke en gang gå uden for landets grænser for at se klubber med et meget højt antal transfers under nye, udenlandske ejere, hvor det med respekt for de pågældende spillere er svært at se den sportslige værdi for både klubben og spilleren.

Silkeborg IF har siden årtusindskiftet haft balance i økonomien og dermed et budget, der har været så beskedent, at de fem nedrykninger fra Superligaen ikke nødvendigvis er nogen underpræstation eller specielt skuffende, hvis man ser rationelt på konkurrencesituationen.

Jeg kan dårligt fortænke klubben og dens ledelse i, at man gerne vil prøve noget mere og større inde på banen, og at konklusionen er, man skal have øget budgettet og finde nogle folk, der sandsynligvis skal finansiere store driftsunderskud i mange år fremover.

I det spil vil det ikke være dumt at have Dyne-Larsen som anker, så klubben ikke bliver kørt væk af finansmænd, der ikke ser nogen forskel på at investere i fast ejendom i London og New York eller at købe en fodboldklub for at spille på den roulette, transfermarkedet har udviklet sig til.