Er Cardiff sidste stop for Buffon – og Ronaldo?

Troels Bager Thøgersen, chefredaktør for Tipsbladet, fra London

Det er lækkerbisken af de helt store, der venter i Champions League-finalen i Cardiff om to dage.

Bryder Gonzalo Higuaín endelig det kompleks, han tilskrives i de store finaler? Kan Cristiano Ronaldo virkelig vinde turneringen for fjerde gang og føre Real Madrid til det første, historiske forsvar af en Champions League-titel?

Kan verdensmesteren og den ottedobbelte italienske mester Gianluigi Buffon endelig vinde Champions League? Og dukker Sergio Ramos igen op som Real Madrids helt, som han gjorde i finalen i Lissabon i 2014 og har gjort flere gange igen i denne sæson?

Ud over VM- og til dels EM-finaler er Champions League-finaler for mig det største sportsligt.

24 gange har en forsvarende Champions League-vinder forsøgt at genvinde turneringen og er mislykkedes, og selvom Real Madrid er favorit til at bryde den stime i morgen aften, er turneringen for mig at se den ultimative styrkeprøve fra ottendedelsfinalerne og frem.

Uden at ville virke alt for øretæveindbydende er det femte gang, jeg skal til en Champions League-finale, og noget af det, jeg husker de første fire for, er de store personligheder, der for sidste gang i deres karriere var helt med fremme i modernes fodbolds stærkeste turnering.

Ronaldinho
Mit første, og måske klareste, billede er af Ronaldinho i en varm mixed zone, der hvor journalisterne møder spillerne efter kampen til korte interview, under tribunen på Stade de France i 2006.

Ronaldinho kom gående med trofæet i armene, og hvorfor ikke?

Det var året efter hans slalomløb i Barcelonas 3-0 sejr på Bernabeu, hvor publikum i Madrid havde klappet ham fra banen, og i juni skulle han og Brasilien til Tyskland for at forsvare VM-titlen fra Japan og Sydkorea i 2002.

Det var Henrik Larsson og Juliano Belletti, der havde fundet pladsen ved siden af Ronaldinho og vendt finalen til FC Barcelonas fordel, efter Arsenal havde forsvaret sig med ti mand det meste af kampen.

Men Ronaldinho var stjernen, nummer to på topscorerlisten i turneringen efter Andrej Sjevtjenko, og da han gik ud af lokalet, havde jeg og vist heller ikke ret mange andre forestillet sig, at det var det sidste højdepunkt i Ronaldinhos karriere.

For Brasilien havde intet svar til et disciplineret fransk hold i VM-kvartfinalen, og selvom Ronaldinho scorede flittigt for Barcelona i den efterfølgende sæson, var festen for alvor ved at flytte væk fra banen og ud på natklubberne.

Han vandt ganske vist Serie A med AC Milan og Copa Libertadores med Atlético Mineiro i årene efter, men Ronaldinho nåede aldrig igen det niveau, der gav ham Ballon d'Or i slutningen af 2005 som 25-årig og Champions League-pokalen den aften i Paris et halvt år senere.

Claude Makélélé
I 2008 var klokken over ét om natten lokal tid i Moskva, da John Terry gled og Nicolas Anelka et par minutter senere sparkede et fuldstændig uinspireret straffe, som gav Manchester United Champions League-pokalen.

En af dem, der ikke sagde så meget, var Claude Makélélé. Han var hentet til Chelsea i 2003, efter Real-præsident Florentino Perez ikke ville give franskmanden, sin taktisk vigtigste spiller, en kontrakt bare i nærheden af de andre superstjerner.

Det var den perfekte scene i Moskva for klubejer Roman Abramovitj, og den perfekte afsked for Makélélé, der også ville stoppe på det franske landshold efter EM i Østrig og Schweiz. Men 60 sekunder før kampen skulle afgøres på straffespark, blev franskmanden taget ud til fordel for Barcelonas 2006-helt Juliano Belletti, der var hentet til Chelsea op til sæsonen og da også scorede på det andet spark.

Men denne gang kunne han ikke vinde finalen for sit hold, og dermed måtte Belletti nøjes med sin sejr i 2006 og Makélélé med 2002-titlen, som den nuværende Real-træner Zinedine Zidane flugtede hjem mod Bayer Leverkusen.

Jupp Heynckes
I 2013 på Wembley vandt Arjen Robben, Franck Ribéry og holdkammeraterne efter flere forgæves Bayern-forsøg Champions League-trofæet. Det var Dortmunds og Jürgen Klopps store chance for at score den helt store gevinst på den raffinering af aggressivt presspil og Gegenpress, der siden er blevet hverdag i blandt de fleste topklubber i Europa, men efter et flot Dortmund-udlæg sad Bayern München på den sidste time af opgøret.

Men det, jeg husker, ud over Arjen Robbens enorme lettelse efter at have brændt stygge chancer i Bayerns foregående finaler og Hollands VM-finale i Sydafrika, er Jupp Heynckes' perfekte afsked.

Efter Bayern tidligt i sæsonen havde sikret sig Josep Guardiola fra sommeren 2013 for netop at udvikle klubben, spillede Bayern noget nær den perfekte sæson. 15 år efter, Heynckes havde vundet Champions League med Real Madrid over Zinedine Zidanes forsvarende Champions League-mestre Juventus, vandt Heynckes det store trofæ i sin sidste kamp som toptræner.

Pludselig kunne Josep Guardiola nærmest kun skuffe som Bayern-træner, og en lykkelig Heynckes kunne nøjes med at rose sit hold og sæsonen, Bayern havde præsteret, mens de fleste i lokalet tænkte, hvordan Bayern ville nå op på dette niveau igen.

Iker Casillas
I 2014 var det Iker Casillas' tur. Han var endnu ét år fra at blive dumpet af Florentino Pérez og tvunget til selv at holde en pressekonference i et baglokale på Santiago Bernabéu ved sit skifte til FC Porto, en destination Casillas bestemt ikke selv havde valgt med større klubber i farvandet.

I 2013/2014 havde Carlo Ancelotti holdt fast i, at Iker Casillas ikke længere var god nok til at være førstemålmand – det var Casillas kun i Champions League.

Og havde det ikke været for klub- og landsholdsvennen Sergio Ramos' vilde hovedstøds-udligning i sidste minut, havde Casillas' drop på Diego Godins mål i 1. halvleg kostet Real titlen.

I stedet kunne Casillas løfte sin sidste store pokal på Estádio da Luz, der huser det hold, der et år senere skulle erstatte FC Barcelona som den store ærkerival i Casillas' fodboldkarrieres efterår.

Slutter før du aner det
Så hvem når det sidste højdepunkt lørdag aften i Cardiff?

Er det Buffon, der et halvt år før sin 40 års fødselsdag endelig vinder turneringen?

Og hvor mange km er der egentlig tilbage i Cristiano Ronaldo, uanset hans egen snak om at fortsætte 10 år til?

Portugiseren kender selvfølgelig sit helbred bedre end jeg, og skiftet til decideret angriber i de seneste par sæsoner gavner hans holdbarhed.

Det er enestående, Real Madrid er nået i den anden finale i træk og den tredje på fire sæsoner, men det er ingen selvfølge, at Ronaldo bare kan blive ved med alle de belastninger og skader, hans krop har været udsat for.

Spiller Pepe afskedskamp – hvis han da overhovedet kommer på banen, hvilket han ikke gjorde i Lissabon for tre år siden?

Kan Giorgio Chiellini blive ved med at holde niveau eller er det her sidste chance for ham, såvel som holdkammeraten Claudio Marchisio, der har været ude flere gange i 2016 og 2017?

Jeg glæder mig til at sidde på Millennium Stadium lørdag aften og opleve de store i endnu en finale.