Video : Tipsbladet
Generelle

Leder: FC Midtjylland triumferede taktisk og strategisk over BIF og FCK

Hvis FC Midtjylland i modsætning til efter mesterskabet i 2015 formår at ramme de rigtige nyindkøb i første forsøg, er der stor grund til optimisme.

Bragt i Tipsbladet den 25. maj.

Hvis FC Midtjyllands ejer Matthew Benham og bestyrelsesformand Rasmus Ankersen er fristet til at smide en halvtredser på et stort, udenlandsk lotteri, eller handle yderligere markant ind til FC Midtjyllands trup, som man ifølge kolleger i danske medier snart gør, forstår jeg dem godt.

Da FC Midtjylland 22. april med en stor portion held fik 3-3 i Aalborg, rykkede Brøndby IF fem point foran i tabellen, og det burde have været slutfacit i guldkampen.

26. april slog Brøndby-mandskabet igen FC Midtjylland, denne gang med 3-1 i pokal-semifinalen, men da man 29. april vandt 2-1 over FC Nordsjælland, var energien gået af Brøndby-holdet; tre point i de sidste fire ligarunder lignede historien om et Brøndby-hold, der langt om længe løb tør for kræfter i den krævende spillestil med få udskiftninger i startopstillingen

Indtil Kjartan Finnbogason på utrolig vis forvandlede 0-2 til 2-2 for AC Horsens sidste fredag, var det ikke planen, at FC Midtjylland-ejer Matthew Benham skulle på MCH Arena mandag aften til den afsluttende kamp mod selvsamme Horsens.

Mesterskabet kan få stor betydning for FC Midtjylland. Det første mesterskab i 2015 var noget særligt, men i modsætning til i 2014/2015-sæsonen var FC Midtjylland ingens guldfavoritter, efter man solgte Alexander Sørloth, Rasmus ”NK” Kristensen og Filip Novak i januar for omkring 130 millioner kroner.

Sørloth-salget stiger i øvrigt nu med 22 millioner kroner, fordi Crystal Palace overlevede sæsonen i Premier League, og dermed har FC Midtjylland på én sæson solgt for 150 millioner kroner og vundet det DM, der via tre kvalifikationsrunder (useedet) i teorien giver adgang til et Champions League-gruppespil.

Med guld-glimmer i ansigterne talte FC Midtjyllands ledere i minutterne efter DM-triumfen om at slutte sig fast til feltet af guldaspiranter, hvor man må formode at FC København er nummer et og Brøndby IF også befinder sig.

Med mindre han mod forventning lader sig overtale til en ny sæson, skal lejede Erik Sviatchenko erstattes, det samme kan meget vel gælde Kian Hansen, når FC Midtjylland til august kender skæbnen i forhold til et europæisk gruppespil.

Jakob Poulsen og Tim Sparv leverede på midtbanen en lige så flot præstation som i deres første guldsæson i 2014/2015, men de holder ikke for evigt. Selvom Sparv til stor glæde for FCM’s fans, stab og trup forlængede kontrakten til 2020 midt i guldfesten mandag aften.

Hvis FC Midtjylland i modsætning til efter mesterskabet i 2015 formår at ramme de rigtige nyindkøb i første forsøg, er der stor grund til optimisme.

Matthew Benham har brugt 160 millioner kroner på transfers for nye spillere i Brentford i de tre seneste sæsoner, og med en europæisk kvalifikation forude og udsigt til adskillige flere i den kommende håndfuld sæsoner bør det ikke give Benham åndenød at have brugt 60 millioner kroner i FC Midtjylland på transfers de seneste tre år med betydeligt lavere lønninger end i The Championship.

Som min kollega Allan Olsen på Ekstra Bladet konstaterede mandag aften, kommer den seneste måned til gengæld til at svie i Brøndby IF. For uanset hvor højt og længe, man i klubben taler om strategi 6+4, har man satset på guldchancen ved at undlade salg af Rønnow, Nørgaard samt Pukki, der nu ser ud til at stoppe i klubben efter kontraktudløb.

På spansk taler man i fodboldsammenhæng om Fin de un ciclo, slutningen på en cyklus, og med den manglende bredde i truppen skal afløserne for Rønnow, og Mukhtar og Nørgaard i tilfælde af salg, være helt perfekte.

Den sidste måned vækker forhåbentlig også til eftertanke. Ligesom FC Midtjylland i 2014 lærte af det gummiben, man fik i de sidste kampe, må den fysiske og mentale træthed i de sidste uger give anledning til justeringer. Som beskrevet længere inde i denne udgave af Tipsbladet, brugte Brøndby IF kun 22 spillere i denne Superliga-sæson mod 32 på Heden. Så længe der er 14 hold i Superligaen, kunne det vel sagtens tænkes, man kunne vinde over bundholdene med et par spillere fra bænken eller ungdomsafdelingen.

Endelig bliver det voldsomt interessant at se, hvad der sker med FC København.

Ståle Solbakkens hold spiller i aften en nervepirrende kamp om adgang til Europa League-kvalifikationen mod AGF, og med udsigt til FCK-seedning hele vejen er den kamp meget vigtig for FCK-truppens sammensætning i næste sæson.

Det får også stor indflydelse på, hvem der skal sælges. Sikkert er det, at FCK’s defensiv og sammenhængskraften i holdet skal blive anderledes stærk i løbet af et par måneder, for en ny sæson langt fra førstepladsen kan københavnerne ikke leve med.

Så presset mærkes hele vejen rundt i de tre mest pengestærke klubber i Superligaen – og så bliver det i øvrigt også spændende at se, om de store får held til at skære ligaen ned fra 14 til 12 hold med effekt fra 2019, når klubberne mødes på tirsdag i Odense til deres helt store strukturdebat.