Leder: Bliver Eriksen fodboldens Le'Veon Bell med skifte på fri transfer?

Om tre dage fortæller France Football, hvem der vinder årets Ballon d’Or, og det sker med stemmer fra blandt andre undertegnede, der sammen med redaktører og journalister fra hele verden har de fem spillere, vi mener har spillet bedst fra november 2017 til begyndelsen af november 2018.

At Christian Eriksen ikke i det mindste var blandt de 30 nominerede forstår jeg ikke, når der var plads til Real Madrid-trioen Karim Benzema, Isco og ofte skadede Gareth Bale.
Heller ikke Eriksens holdkammerat Hugo Lloris, en sjældent ustabil Luis Suárez eller Thibaut Courtois efter resultatmæssige dårlige halvsæsoner med Chelsea og siden Real Madrid giver for mig mening at have foran Eriksen, og det vel at mærke uden at nogen nogensinde har fanget mig i at bære rød/hvide beklædningsgenstande på mit chefredaktør-hoved.

Nå, men det var også et sidespor, for min virkelige undren her var, hvor sjældent spillere af en kaliber til Ballon d’Or-nomineringer skifter på fri transfer.

Paul Pogba gjorde det, med trænings-kompensation til Manchester United, da han skiftede til Juventus som 19-årig i 2012, Diego Godín rykkede som 20-årig gratis til en storklub i hovedstaden Montevideo fra en lille klub i hjembyen Rosario, og N’Golo Kanté rykkede fra Boulogne til Caen som 22-årig, før nogen for alvor havde skænket en tanke, at han kunne spille i Ligue 1, endsige blive Premier League- og VM-finale-vinder.

Ellers er Robert Lewandowski en af de meget få spillere, der på toppen af sin karriere og som absolut verdensstjerne er skiftet transferfrit med sit ryk fra Borussia Dortmund til Bayern München i 2014.

Hvordan kan det være?

Som Football Leaks, endnu en gang, fristes man til at sige, påviser i disse uger, gør klubber, agenter og klubejere på øverste niveau meget for at kontrollere transfermarkedet.
Selvom spillere på både internationalt men også dansk niveau er blevet langt mere aggressive i de seneste år og selv ned på eksempelvis lavere Superliga- og skandinavisk niveau spiller agenter og klubber ud mod hinanden for at tiltrække så attraktive tilbud som muligt, er det klubber, klubejere og agenter og konsulenter på internationalt niveau, der kontrollerer markedet, og i det spil er det svært for selv de største spillere i verden at lade en kontrakt nærme sig udløb eller endda udløbe, som Lionel Messi ellers nærmede sig i efteråret 2017 med et kontraktudløb 30. juni 2018.

Så tæt på kommer det sjældent – superstjernerne får sjældent lov at komme nærmere end 24 måneder til et kontraktudløb, før de får et tilbud/skal forlænge deres kontrakt.
Nicolai Boilesen tjener som skræk og advarsel til unge spillere i Ajax, efter han nægtede at forlænge sin kontrakt og som straf blev smidt på reserveholdet det sidste år af sin kontrakt, hvilket kostede Ajax en transfer og satte Boilesens karriere flere år tilbage.

Men en af verdens absolutte topspillere, én af dem, snart sagt alle topklubber i Europa kunne finde en rolle til på deres førstehold, har lige straks kun 18 måneder tilbage på kontrakten – og det er førnævnte Christian Eriksen.

I USA er der i disse uger et særdeles interessant på en spiller, der efter de langt mere restriktive amerikanske regler står til at indkassere kassen eller vælge præcis det tophold, han vil, i formen af den 26-årige NFL-profil Le’Veon Bell.

Bell spiller running back og har gjort det forrygende på sin plads i den håndfuld år, han har spillet i NFL. Der er flere interessante detaljer. Dels er NFL-spillere tvunget til at skrive kontrakt på en bestemt skalaløn, når de kommer fra et universitet og bliver valgt i en draft, og man må ikke spille i NFL uden at have gået på universitet og spillet amerikansk fodbold der i mindst tre år.

I disse sæsoner, hvor man som Bell spiller på en ’rookie’-kontrakt, forbyder NFL tilmed, at holdene og spillerne kan forlænge aftalen med en bedre løn. Det betyder, at Le’Veon spillede på et niveau, der svarer til Lionel Messis, men at han bogstavelig talt kun fik løn som en topspiller i Brøndby IF, hvilket vil sige få millioner kroner om året.
For at skævvride situationen endnu mere, har klubberne i NFL derefter ret til at tildele en spiller per sæson med kontraktudløb et såkaldt franchise tag, hvor spilleren uden forhandling får en etårig kontrakt, der svarer til gennemsnitslønnen af de bedst lønnede spillere i ligaen på den position.

Det lyder måske som en fed hyre, men fra et arbejdstager-standpunkt er det rent gift for NFL-spillere som Bell, der bliver slidt hurtigere ned end på nogen anden position i NFL og, relativt, hutler sig igennem deres sidste år i karrieren eller simpelthen ikke får nye kontrakter, mens de altså spiller for pebernødder, mens de er allerbedst i den første halvdel af tyverne.

Le’Veon Bell reagerede i år ved simpelthen ikke at underskrive eller spille på sit andet franchise tag (NFL-holdene har lov til at give en spiller denne etårige tvangskontrakt hele tre sæsoner i streg, det sidste år dog til en vanvittig høj løn), hvilket arbejdsretsligt er Bells juridiske ret, så han nu står til at indkassere en fyrstelig løn på det frie marked til forår, efter han har sparret sin krop for tævene i 2018-sæsonen.

Bell gør det dels for at få en fed, langvarig kontrakt, men der er også et element af, at han gøder jorden for fremtidige kolleger og overenskomstforhandlinger med NFL, der senest skal være færdige i 2021, og hvor spillerne, forståeligt nok, vil af med det forhadte franchise tag. Som sportsudøver får man i sagens natur kun én karriere på topplan.

Men med tanke på, hvordan topklubberne i stadigt større grad kontrollerer spillermarkedet sammen med relativt få globale agenter, at klubberne vil udvide trupperne til deres kommende, nye turneringer, mens det store flertal af den professionelle fodboldverden, for slet ikke at tale om bredden, bliver efterladt på perronen, kunne jeg godt se det interessante i, hvis spillerne gjorde modstand.

Det er naturligvis Christian Eriksens karriere, og jeg tvivler kraftigt på, at han og hans agent, endsige Tottenham, vil lade kontrakten løbe ud i juni 2020. Men set ud over branchen kunne jeg faktisk godt se det interessante i, at Eriksen gjorde som Bell, og udfordrede en status quo, hvor klubberne sidder med næsten al magten.

Som jeg har fremført flere gange på denne plads, er det helt utroligt, i hvor høj grad danske og europæiske fodboldklubber har formået at vinde PR-krigen og placere sig selv i en offerrolle på transfermarkedet, når det i langt de fleste tilfælde er dem, der sidder med magten. For fodboldspillets skyld ville det være et interessant eksperiment, hvis en af de virkelig store spillere udfordrede den magt.