Leder: Landsholdsspillerne skal op af det dybe hul

Bragt i Tipsbladet den 12. oktober

Det er mindre end et år siden, Danmarks landshold takkede Martin O’Neill for mistilliden til den danske offensivs potens og kørte irerne over med en damptromle i 2. halvleg af VM-playoffkampen i Dublin, hvor O’Neill fuldstændig hovedløst udskiftede to centrale midtbanespillere og dermed gav Christian Eriksen og Pione Sisto lige så mange frie løb med bolden mod den irske forsvarskæde, som de normalt får i løbet af et kvartals træningspas.

Den kamp tændte en landsholdsbegejstring, der fik de fleste til at glemme den barske forpremiere på 2018-konflikten mellem A-landsholdet, Spillerforeningen og DBU, som konflikten om kvindelandsholdets aftale i september 2017 var.

Begejstringen holdt helt frem til ottendedelsfinalen mod Kroatien ved VM i Rusland, hvor undertegnede chefredaktør var i voldsomt undertal med det, efter min mening rationelt og statistisk underbyggede synspunkt, at Danmark havde været særdeles heldig med at slippe videre fra gruppespillet.

Nu er medvinden i sandhed sluppet op for landsholdet og især spillerne efter et efterår med en ny, barsk konflikt om en landsholdsaftale.

Spillerne har ellers fået lovning på træningsforhold – der bygges en hybridbane hos Herning Fremad i det centrale Herning, lød meldingen i denne uge – og de nye ansatte omkring A-landsholdet og forhold omkring mad og rejser, de gerne ville, mens DBU fik forbedret mulighederne for at bruge landsholdsspillerne til sponsorarbejde.

Men spillernes og Spillerforeningens fastholdelse af, at forhandlingerne og konflikten med DBU nærmer sig noget, der ligner en arbejdskamp, virker ikke til at have vundet ret mange hjerter.

I et åbent brev mandag med Simon Kjær, Christian Eriksen og Kasper Schmeichel som afsendere forklarede landsholdsspillerne, hvorfor en kollektiv aftale, de rigtige forhold for spillerne og klarhed om sponsorarbejdet var vigtige, mens man i brevet lagde ud med at kritisere det, man opfattede som personangreb på Spillerforeningens direktør Mads Øland.

For spillerne og Spillerforeningen giver udmeldingerne fin mening efter det, man ser som et ekstremt frustrerende forløb med et modvilligt DBU.

Men for mange af landsholdets fans og andre (semi)fodboldinteresserede danskere var meldingen en rød landsholdstrøje i ansigtet efter en konflikt, der opfattes som spillernes og ikke mindst Spillerforeningens skyld.

Hvor det for landsholdsspillerne og Spillerforeningen kun er rimeligt med en betydelig del af indtægterne fra A-landsholdet og forhold omkring det sportslige arbejde, der minder mere om det, spillerne kender fra deres klubber, er det i manges øjne en forkælet indstilling til at være på landsholdet.

At spillerne skal have penge for at spille for Danmark og har klausuler i deres private sponsoraftaler, de ikke kan slippe for i landsholdstjeneste, er der ikke megen sympati for, og det samme gælder spillernes afvisning af den holdning, at topspilleres ofte høje løn i klubberne skal betyde noget for forhandlingerne.

Jeg synes faktisk ikke, spillernes krav var specielt urimelige. Fodbold har ændret sig voldsomt de seneste 10-15 år, og man er hverken arrogant, snobbet eller forkælet, hvis man vil have ordentlig benplads, når man flyver til og fra udekampe, vil have præcis den rigtige morgenmad, eller skal have et cut af indtægterne, når man risikerer at smadre korsbåndet og dermed karrieren og de medfølgende millionbeløb i lønninger, hver gang man går på en fodboldbane.

Men der er mange måder at aflevere et budskab, og ugens brev hjalp efter min vurdering kun til at grave hullet dybere.

Landsholdsfodbold er under ekstremt pres fra ambitiøse storklubber og fodboldpolitikere, hvilket vi kommer mere ind på i Tipsbladet i de kommende uger.

Der er al mulig grund til at få et sundere forhold til hinanden og fansene, hvis man ikke vil skylles væk og gøres irrelevant af alle de forandringer, der sker i de kommende år. En passende begyndelse kunne være kampen i Dublin lørdag aften mod et teknisk begrænset men revanchelystent irsk hold.