Leder: Egoisten Ronaldo og hans hårvoks

Fodbold afhænger i høj grad af øjnene, der ser.

Flere af de største stjerner med årsindtægter i den trecifrede millionklasse er blevet taget i at snyde i skat efter at have jongleret med hemmelige kontrakter og bankkonti i diverse skattely.

Især én bestemt klassespiller kobles til skattesnyd, senest i Panama Papers - og det i en grad, at hans far risikerer fængsel i Spanien.

I hele verden begræder man hans exit fra landsholdet efter fire tabte finaler (mon ikke han er tilbage til VM 2018), men der ikke er megen opmærksomhed om landets fodboldforbund, der med stjernerne holdt op foran sig som glansbillede har snuppet millioner fra kommercielle aftaler, og hvor der i et særligt grelt tilfælde er mistanke om at have sendt landsholdet ind i fikset kamp, som aldrig er blevet efterforsket til bunds.

En anden af verdens helt store fodboldspillere er gået en anden vej. Han deler ud af sine millioner til ofre for naturkatastrofer, kræftforskning og stiller op for at tale om emner som sult og biodiversitet, når den da ikke står på et benhårdt, asketisk liv med al den rigtige træning, kost og søvn i jagten på at præstere så godt som overhovedet muligt på banen.

Det første eksempel handler om Lionel Messi, der natten til mandag tabte Copa America med Argentina og stoppede på landsholdet.

Den pæne udlægning er, at lederne for Messis catalanske arbejdsgiver har tolket rigeligt på sloganet ”Més que un club”, når de indgår aftaler med deres bedste spillere.
Messi nåede at spille 113 kampe og score 55 mål for det argentinske landshold, hvor den nu afdøde forbundsboss Julio Grondona var en af Sepp Blatters vigtigste allierede og blandt andet tillod det argentinske landshold at spille en dybt mistænkelig venskabskamp mod Nigeria, en kamp som den berygtede matchfixer Wilson Raj Perumal arrangerede og fandt dommere til (dommeren dømte et nigeriansk straffespark i 8. minut at tillægstiden).

Og det sidste eksempel, ja det handler om Cristiano Ronaldo. Jeg siger ikke, at ovenstående eksempler er dækkende for, hvem Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er, og hvad de står for. Men fortællingerne viser, at det er meget forskelligt, hvad der lægges vægt på i vores opfattelse af spillets største stjerner, og hvad der passer ind i den etablerede fortælling om helte og skurke.

I dagens Tipsbladet undersøger vi, hvorfor Cristiano Ronaldo gennem et årti er blevet så upopulær blandt millioner af fodboldinteresserede, mens andre – som Lionel Messi – nærmest ser ud til at kunne slippe afsted med hvad som helst uden at miste populariteten.

Cristiano Ronaldo gør det ikke let for sig selv med et kropssprog, der til tider er meget negativt og ikke det mindste teamorienteret, eller når han klager over Islands defensive stil. Godmodige drillerier er efter min mening helt fine, og det inviterer  Cristiano Ronaldo til.

Men det er tankevækkende at se, at det tilsyneladende er blevet legitimt at gå efter portugiseren på grund af hans udseende.

Af at være en af vor generations dygtigste fodboldspillere er Cristiano Ronaldo dybt upopulær blandt mange udenfor Portugal og Madrid.

Dybest set er han vel kun skyldig i at gå ekstremt langt - inden for spillets regler - for at afgøre kampene med sine scoringer.

Måske er det det, der stikker så meget ud i en sport, der fortsat tilhører kollektivet.