Leder: Mars-base, krig mod kunstig intelligens eller VM-slutrunde i Europa?

Bragt i Tipsbladet Print 23. marts

Et ordsprog siger, at alle veje fører til Rom.

Det samme kan man ikke helt sige om den russiske provinsby Saransk, hvor Danmark spiller første puljekamp mod Peru 16. juni, men der er nu alligevel nogle interessante valgmuligheder for de eventyrlystne.

Bor man i Århus og København, foreslår vejtjenesten Via Michelin en tur gennem de tre østeuropæiske hovedstæder Warszawa, Minsk og Moskva, før bilen skal have pedal de sidste 650 km mod øst til Saransk. Fra København går en alternativ rute over den skånske kystby Karlshamn med færge til litauiske Klaipeda og så et smut ind gennem Letland, før der er fri bane til Moskva, og fra Jylland kan man tage den udvidede sightseeing-tur med færge mellem Frederikshavn og Göteborg og fra Stockholm til Finland, hvorefter ruten går forbi Sankt-Petersborg og et par tusinde km på russiske motorveje og landeveje til Saransk i sydøst.

Fra Saransk er der yderligere 1500 kilometers kørsel østpå til vestsibiriske Jekaterinburg, hvor der også spilles VM-kampe, Sotji ved Sortehavet ligger 1700 km sydpå, så hvis det føles som om, der er langt til VM-slutrunden i Rusland, er det fordi, der er langt.

Efter mere end syv års ballade med den yderst fordækte proces, hvor Rusland fik tildelt VM, det massive dopingprogram i russisk elitesport afsløret i de seneste år, problemer med stadionbyggerier og brug af blandt andet nordkoreanske arbejdere under slave-forhold, kan man roligt slå fast, at Rusland som VM-vært ikke just sætter fodboldsjæle i brand ret mange steder uden for Ruslands grænser. Dertil kommer, at der internt knurres i krogene over, hvad man egentlig får igen for de mange milliarder kroner i byggeudgifter, hvoraf mange er røget på diverse private bankkonti i stedet for i byggerierne, og friholdningen af FIFA fra landets skattelovgivning.

Men hvis du synes, VM til sommer virker fjernt, skal du ikke videre herfra.

I 2022 skal slutrunden som bekendt afholdes i Qatar i november og december måned. Mit personlige gæt er, der også lægges enkelte kampe i Saudi Arabiens hovedstad Riyadh, i Bahrains hovedstad Manama og måske også i Dubai og Abu Dhabi i Qatars ærkerival De Forenede Arabiske Emirater, så Qatars politiske konflikt med de tre nabolande kan blive afvæbnet, og slutrunden rent faktisk kan afvikles med de adskillige hundrede tusinde gæster, der vil flyve til regionen.

I 2026 har USA’s fælles bud med Mexico og Canada fået hård konkurrence fra Marokko, der har støtte fra blandt andre Rusland, de afrikanske lande og andre, der gerne vil give USA (og FBI) et hak i tuden.

I 2030 tror England, naivt, de kan gå fra deres nuværende status som FIFA’s politiske slyngelstat, der har talt højt om korruption og uærlighed og dermed fornærmet størstedelen af FIFA’s medlemslande, til at være VM-vært. Den slutrunde havner efter mine bedste begreber med Argentina og Uruguay som fælles vært.

Selvom de ikke helt vil sige det højt, vil Kina meget gerne være VM-vært i 2034, hvor man har haft tid til at udvikle de 5- til 15-årige, man satser stenhårdt på i dag i 2018, så Kina kan være VM-vært uden at blamere sig selv på banen. Den VM-slutrunde får kineserne, hvis de vil have den.

Så er vi fremme ved 2038.

Til den tid er jeg 56 år. Elon Musk har måske bygget en base på Mars, vi kan ligge i krig med løbske maskiner styret af kunstig intelligens, og det er ikke godt at vide, om landsholdsfodbold har overlevet til den tid.

Det professionelle fodboldspils tyngdepunkt har i årevis fjernet sig fra Europa.

Tre af de otte klubber i Champions League-kvartfinalerne har ejere fra Nordamerika og Mellemøsten, og fire af de fem øvrige har afgørende sponsoraftaler og kommercielle samarbejdsaftaler med virksomheder og nationalstater i Mellemøsten, USA og Kina.

Det samme sker med VM, så hvis der er nogen, der drømmer om en roadtrip til en VM-slutrunde, er denne sommer nok sidste chance, før vores biler er selvkørende og landsholdsfodbold er et fjernt minde i en by i Rusland.