Leder: FCK, Brøndby og FC Midtjylland gør jo det samme i Superligaen

Bragt i Tipsbladet den 2. november

’Fairplay and respect for all clubs in Europe’ ’UEFA... We are watching you!’

FC Københavns fans havde igen fundet de politiske budskaber frem til hjemmekampen mod Slavia Prag i sidste uge, og det er der al mulig grund til.

De 10-20 største klubber i Europa styrer klubfodbold på kontinentet stenhårdt, og den nye, planlagte ’Europa League 2’ fra 2021 er ud over en ekstra mulighed for gruppespil for FCK og et par andre danske klubhold også et politisk holdkæft-bolsje.

Et bolsje, der skal give ro til at klemme de sidste ’små’ klubber som de danske ud af Champions League, eksempelvis ved at matche dem med femmere og seksere fra de største ligaer i kvalifikationen, hvilket selvsagt vil ende i danske tårer i 14 ud af 15 sæsoner.

De samme storklubber er gået sammen med FIFA’s præsident Gianni Infantino og hans saudiarabiske investorer om et udvidet klub-VM, der betaler endnu mere end Champions League, så herfra skal der lyde applaus til FCK-fansene for at sige noget i en professionel fodboldverden, hvor tavsheden fra klubber og spillere er larmende og direkte medvirkende til, at de store har fred til at skære hele kagen til sig selv.

Men, hvad sker der egentlig hjemme i Danmark?

Udvidelsen af Superligaen fra 12 til 14 hold skete uden om topklubberne, og den er  blevet omgjort fra sommeren 2020 efter heftigt politisk pres fra tv-stationerne, men også efter pres fra de førnævnte topklubber, blandt andet i et Tipsbladet-interview med FC Københavns daværende CEO Anders Hørsholt i december 2016, hvor han undsagde 14-holdsligaen efter fire måneders kampe.

Som undertegnede chefredaktør spåede om før første kamp i 14-holdsligaen, har den ikke bidraget det fjerneste til at skabe mere lighed i Superligaen, i hvert fald ikke i toppen.

En gennemgang af de seks seneste sæsoner, inklusiv den aktuelle, viser, at de tre store klubber i Superligaen er blevet mere dominerende i de tre sæsoner med en 14-holdsliga, inklusiv de første 14 runder af denne sæsons grundspil, når man sammenligner med de tre foregående Superliga-sæsoner med 12 hold fra 2013/2014 til 2015/2016.

Hvis man sammenligner de tre sæsoner med 14 hold med de tre foregående med 12 hold, har 17 forskellige hold været i 14-holds-Superligaen, mens 14 forskellige hold spillede i de tre sidste sæsoner med 12 hold i Superligaen.

Ud af de 17 hold i 14-holdsligaen har de 11 hentet under 1,3 point i snit i perioden, mod 8 hold ud af 14 hold under 1,3 point fra 2013 til 2016.

Og de tre hold over 1,3 point i de to perioder, der ikke har heddet FC København, Brøndby IF og FC Midtjylland, har hentet færre point per kamp i 14-holdsligaen, end de gjorde i 12-holdsligaen.

Det peger i retning af, at de tre store klubber har sat sig tungt på Superligaen, og at et meget bredt felt i midter- og bundklubber mest af alt slås om ikke at rykke ned.

Billedet er lidt mere nuanceret end som så. Lyngby og FC Nordsjælland har taget de to seneste bronzemedaljer, og Brøndby IF ligger pt seks point efter Esbjerg på tredjepladsen.

Men når man nu gerne vil bevare en form for enhed ude i de europæiske turneringer, kunne det da i det mindste være tanken værd at gøre, og efterlyse, det samme i Superligaen.

Det kan godt være, løbet er kørt.

FC København, Brøndby IF og FC Midtjylland bruger til sammen omkring 280 millioner kroner på lønninger og transfers, hvilket er det samme som de øvrige 11 klubber har til rådighed, og de nærmeste klubber, som er AGF, AaB, OB og FC Nordsjælland, er overhovedet ikke i nærheden af at kunne købe eller fastholde spillere på det samme, høje niveau, som de tre rigeste klubber kan.

Fra et råt, finansielt synspunkt er det fair, at Brøndby IF og FC København løber med en stor del af tv-midlerne, men hvis Superligaen som helhed vil gøre noget for ikke at fryse fast i et treholds-monopol, er de tv-penge et af de få midler, der er tilbage for at skabe lidt mere jævnbyrdighed.