Leder: Hårdt arbejde og bøjede hoveder sælger ikke Superligaen

En tidlig forårspremiere og dårlige baner har gjort de første 1260 minutters fodbold i Superligaen til en tung affære.

Læg dertil, at de syv kampe spilles i HD over fire ugedage.

Så er det svært at skjule, hvor langt der er op til niveauet i en 2-2 kamp på Juventus Stadium eller spændingen i en sensationel FA Cup-sejr til Wigan over Manchester City på et mål af Will Grigg’s On Fire og med en stiktosset Guardiola i spillertunnellen bagefter.

Sportsligt har dansk klubfodbold haft godt af at få Alexander Zorniger, FCN-duoen Kasper Hjulmand og Tom Vernon samt FC Midtjyllands engelske ejer Matthew Benham til landet.
Zorniger har vist danske spillere (og de mange spillere, Brøndby har fået adgang til blandt andet via Zornigers Red Bull-netværk) og dansk klubfodbold, at man kan holde til mere, end man selv tror. Tom Vernon og Kasper Hjulmand gør alvor af at uddanne egne teenagere i en helt bestemt spillestil.

Og i Herning og Ikast rustes de mennesker på fodboldakademiet i Ikast til at klare sig og spille fast i udlandet, mens FC Midtjylland på indkøbssiden hvert fald forsøger at se ud over den gruppe spillere, man kender i trygge Danmark.

Men det er synd at sige, at Superliga-klubberne står på nippet til at blive magtfaktorer i Europa eller leverer fodboldkampe, der sælger sig selv og får danskerne til at strømme til stadion eller tænde for kampene på telefonen eller tv.

Tværtimod er man presset af ligaer, der har oppet sig de seneste år, og af alverdens udbud af underholdning, der uden at diskriminere suger opmærksomhed fra Superligaen.
Set i det lys er debatten, der opstod i starten af denne uge efter FC Midtjyllands drilleri rettet mod FC København og William Kvist, interessant.

På deres Facebook-konto opfordrede midtjyderne til at sende et billede af William Kvist bankende i græsset i ærgrelse til venner, der holder med FC København.
I studiet på TV3 Sport efter mandagens snedækkede 0-0 kamp mellem AGF og SønderjyskE var meningerne om det stunt delte.

Var det at sparke på nogen, der ligger ned, eller var det, som Carsten Werge fremførte, et sjovt lille stunt, man skal kunne holde til som professionel?

For mig at se er der meget lang vej til, kampene og de danske klubber og spillere i sig selv er interessante og dygtige nok til, at de kan bære en tv-aftale til knap 400 millioner kroner om året eller lokke tilskuere på stadion.

Derfor er det fedt, FC Midtjylland skubber til grænsen for, hvad man kan og må på Facebook som Superliga-klub, ligesom Backstage i Randers FC var et fint og nødvendigt eksperiment.

Og FC København-fansenes tifo på hjemmebane sidste torsdag om at se stjerner om aftenen var en fin reference til holdets flotte statistik med gruppespil i Europa League og Champions League. Gu’ skal FC København og klubbens fans ej bøje hovedet, slå øjnene ned og træde sig selv over tæerne, mens de mumler om ”hårdt arbejde”, ”en kamp ad gangen” og ”ydmyghed”.

Superliga-klubberne kan fint lukke tv-kameraer ind i kulisserne, småskændes på sociale medier med rigelige mængder smileys eller give den gas med drillerier om manglende fodboldkendskab og lillebror/storebror-forhold, som AGF’s direktør Jacob Nielsen og Randers-direktør Michael Gravgaard gjorde i Tipsbladet i marts sidste år – på et tidspunkt hvor begge hold spillede elendig fodbold.

Det kan godt være, Premier League-klubber og andre topklubber i Europa kører en tilknappet, strømlinet stil og henter opmærksomhed i hele verden på deres fodboldspil og videoklip om at ville vinde næste kamp og arbejde hårdt.

Men så længe Superliga-klubberne ikke får smidt opmærksomhed i nakken i form af millioner, eller milliarder, af interesserede fans fra hele kloden, skal man åbne sig så meget op som muligt og dyrke den rivalisering, man på udmærket vis har sat i fokus med rivalrunder.

Der er intet modsætningsforhold mellem at være udadvendt og lidt kæk i kommunikationen, som FC Midtjylland var det efter FCK-kampen, og at arbejde hårdt og seriøst med det sportslige.

Jeg har gennem snart halvandet årti som journalist og chefredaktør mødt mange fodboldklubber i Danmark, Europa og resten af verden, og jeg har endnu ikke mødt klubben eller spilleren, der sagde nej tak til hårdt arbejde og i stedet kastede sig på sofaen med en pose chips og 20 romkugler fra tanken i troen på, at næste sæson nok skulle gå godt helt af sig selv.

Her er en ny idé: Jeg vil gerne høre mere om de Superliga-klubber, der arbejder intelligent og vil skille sig ud, så de får en konkurrencefordel, som gør dem bedre end konkurrenterne. Som AC Horsens, der har samlet Superligaens bedste luftvåben, og Brøndby-spillere, der kan løbe mere end de andre. Og jeg vil gerne se flere klubber finde det, der skiller dem ud, for ærlig talt er hårdt arbejde det allermindste, man kan forvente.

Jeg kan ikke se bedre måde at udnytte den lokale tilknytning, der er Superligaens ultimative salgsargument overfor de store ligaer - gør man til gengæld som de store, kan man ret sikker på at tabe kampen om opmærksomheden.