Leder: Horsens er et forbillede for de fattige klubber

AC Horsens har på mange måder det, AGF gerne vil have men igen ikke ser ud til at få: Et Superliga-hold, der er enormt svært at nedkæmpe, som slår til på chancerne, når det gælder, og som er et ægte kollektiv.

Læg dertil, at AC Horsens gør det på en tredjedel af århusianernes budget, og at Bo Henriksen og klubben har gjort det med en trup, hvor man har skiftet et helt hold ud i løbet af sommeren.

AC Horsens får regelmæssigt kritik for at være hamrende uinspirerende at se på som tilskuer og tv-seer, men hvis jeg arbejdede i en professionel fodboldklub med få ressourcer, og for den sags skyld en del flere, ville jeg tage et grundigt kig på Bo Henriksens hold og se, om ikke jeg kunne lære noget. For succesen er langt fra tilfældig.

I sommerens transfervindue blev AC Horsens’ mandskab yngre, og det blev markant fysisk stærkere og højere.

Mod FC København gik AC Horsens’ spillere lige til kanten af fodboldloven, forfulgte enhver løs bold, også dem de gulblusede ikke kunne nå, og stressede FC København så meget, at Benjamin Verbic selvantændte og fik et tåbeligt rødt kort, mens mesterholdet hverken før eller efter kortet sad på kampen.

Og så har AC Horsens et hold, der ifølge statistikbureauet Opta vinder 20 procent flere dueller end det næststærkeste hold i luften i Superligaen, FC Midtjylland, hvilket også afspejler sig i AC Horsens’ konstante trussel på offensive dødbolde.

Med et af Superligaens mindste budgetter har Bo Henriksen skabt et hold, der fysisk og i luftspillet ved dødbolde er i Superligaens top 3 – for ikke at sige top 1 – og som kommer til at høste endnu flere point på for få midler at have samlet spillere med kompetencer, der overstråler konkurrenternes.

Er det ikke er intelligent og nytænkende?

Jeg taler ikke for, de 13 Superliga-konkurrenter kopierer Horsens’ model. Men i forfølgelsen af at skabe en unik identitet og konkurrencefordel er AC Horsens, sammen med FC Nordsjælland, denne sæsons foreløbige vinder.