Video : Tipsbladet
Generelle

Leder: Indfør midlertidige udskiftninger ved hovedskader

Der kunne med fordel være god grund til at ændre på reglerne i fodbold, når det kommer til hovedskader

Det så voldsomt ud, da Mads Thychosen bankede hovedet ind i Mikkel Qvist i tirsdagens intense Superliga-kamp mellem AC Horsens og FC Midtjylland.

Qvist blev pillet ud øjeblikkeligt, mens Thychosen blev lappet sammen og holdt frem til halvleg, før han måtte udskiftes med generne af den dybe flænge, han havde fået.

Det sundhedsfaglige personale, der tilså de to Superliga-spillere, signalerede begge udskiftning ud til deres trænerbænke, og selvom Thychosen heldigvis ikke lod til at have fået en hjernerystelse – der er en flænge, trods alt, at foretrække – var det den tanke, jeg fik som tv-seer til kampen.

I et fint interview i Herning Folkeblad et par dage inden kampen havde en af Thychosens forgængere på backpladsen i FC Midtjylland, den unge forsvarsspillers nuværende assistenttræner Kristian Bach Bak, fortalt om de gener og problemer, han har efter to større hjernerystelser i 2010 og 2012.

Hjernerystelser er et alvorligt problem i fodbold og andre sportsgrene, både for elitespillere i Superligaen og amatører. I takt med, at den amerikanske football-liga NFL og hockeyligaen NHL har været tvunget til at tage hjernerystelser og hovedskader mere alvorligt, er alvoren også ved at gå op for myndigheder, klubber, trænere og spillere i fodbold, og heldigvis for det.

Som Kristian Bach Bak var inde på i interviewet, var der indtil for få år siden, og jeg vil sige stadigvæk i dag i år 2018, en langt mere afslappet tilgang til hovedskader og hjernerystelser i fodbold end for eksempel NFL, hvor spillerne nu bliver tvunget fra banen og testet af en uvildig læge, hvis der mistanke om hjernerystelse.

I fodbold har træneren ikke lyst til at bruge en af tre udskiftninger på en spiller, der måske er frisk igen i løbet af 60 sekunder. Husk for eksempel Christoph Kramer, der i VM-finalen mod Argentina for fire år siden spurgte dommeren, om de var i gang med at spille finalen, efter Kramer var blevet slået helt ud.

Jeg bebrejder ikke trænerne, at de nødig skifter ud.

Derfor foreslår jeg, at DBU og klubberne går sammen med trænerne og Spillerforeningen om at sætte yderligere fokus på hovedskader og konkret overvejer nye tiltag.

I disse VAR-tider kunne jeg sagtens se fornuften i, at sundhedsstab og kampens dommere for eksempel fik mandat til at sende en spiller ud på sidelinjen i fem minutters midlertidig udskiftning, hvis der er mistanke om en hovedskade. På den måde kan man eliminere træner og spillers incitament til at tage for let på en hovedskade, og efter min vurdering vil det ikke være en uoverstigelig forhindring at have et par spillere i opvarmning under kampen, så de er klar til at komme ind i en håndfuld minutter.

Selv i en fuldtidsprofessionel og relativt velkonsolideret række som Superligaen vil det være lidt af en udgift at have en uvildig læge klar til hver kamp for at evaluere spillere, som man nemmere kan i NFL, hvor hvert af de 32 hold er økonomisk er på niveau med tophold i Premier League.

En midlertidig udskiftning kunne være en mere realistisk løsning, der vil fange flere hovedskader, end der bliver i dag.

Og som Kristian Bach Bak, en række andre fodboldspillere, ishockey-spillere og andre sportsudøvere i ind- og udland, for slet ikke at tale om tusindvis af danskere ramt af følgerne af en hjernerystelse, kan fortælle, er det på alle tænkelige måder værd at passe på sit hoved.