Leder: Mistilliden mellem Spillerforeningen og DBU koster dyrt

Lederen fra Troels Bager Thøgersen kommer i Tipsbladet den 20. oktober - du finder Tipsbladet i Ekstra Bladet hver fredag.

Den danske befolkning er splittet i sympati og antipati for DBU og Spillerforeningen, og de to parter har da også både i offentligheden og kulisserne kæmpet benhårdt om dagsordenen i konflikten omkring kvindelandsholdet, der nu koster en VM-kvalifikationskamp mod Sverige og muligvis hele VM-kvalifikationen.

Betydelige beløb har skilt de to parter, men også Spillerforeningens krav om at være med til at disponere over betalingen af penge til landsholdsspillere og at være en aktiv part under landsholdssamlinger har skilt parterne ad.

For DBU vil ikke direkte eller indirekte være med til noget, der bare dufter af en arbejdsgiverrolle, eller indgå en aftale, der på nogen måde er åben for fortolkning, som landsholdsaftalen fra 2015 og inden da forholdene omkring signon-bonusser og feriepenge viste sig at være i dansk klubfodbold.

Spillerforeningen vil, med den internationale moderorganisation FIFPro i ryggen, gerne bevæge sig i retning af forhold for fodboldspillere, der minder mere om dem, vi kender fra arbejdsmarkederne i Danmark og Nordeuropa.

Det er som sådan ikke nogen urimelig tanke, når man ser, hvordan transfermarkedet fungerer ude i verden, eller med manglende lønudbetalinger, trusler og dårlige forhold for fodboldspillere, når vi bevæger os væk fra Nordeuropa og ud af den absolutte elite i klubfodbold.

Men i dansk fodbold ses Spillerforeningens forhandlingstaktik og dagsorden som et forsøg på for enhver pris at vinde land og lave aftaler, man efterfølgende kan afprøve i retssystemet, både det sportslige og det arbejdsretslige.

Hverken DBU eller Spillerforeningen vil give sig, hvilket er logisk med tanke på, at der næste år skal forhandles om beløb, der er adskillige gange større i aftalen for mændenes A-landshold.

Ved at føre forhandlingen om kvindelandsholdets aftale som på det øvrige arbejdsmarked er DBU og Spillerforeningen så også sammen med til at skabe en situation, hvor kvindelandsholdet ikke kan/vil (afhænger af, hvilken side, man tager parti for) producere, hvilket i dette tilfælde vil sige en VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Men i modsætning til på et slagteri kan man ikke bare udsætte produktionen nogle dage.

UEFA er som ansvarlig for afviklingen af VM-kvalifikationskampene i sin gode ret til at kyle det danske landshold ud af en VM-kvalifikation, ingen mig bekendt tvang Danmark til at tilmelde sig.

Så taler vi lige pludselig flere års tomrum. Et sådant hul skal parterne føle meget stærkt for deres sag for at kunne forsvare. Jeg ser frem til, de gør forsøget offentligt i de kommende dage. For lige nu ligner det unægtelig, de to parter var villig til at ofre kvindelandsholdet i en større arbejdskamp. Og der er det svært at se, at målet har helliget midlerne.