Leder: Nedsablingen af Polen og Irland skabte for store forventninger

Bragt i Tipsbladet den 6. juli

Prøv at gense kampene mod Polen og Irland fra efteråret 2017.

Det lyder måske lidt ondskabsfuldt og kættersk at fremføre her på bagkant, og heller ikke specielt skægt her i sommervarmen med fire lækre VM-kvartfinaler på skærmen fredag og lørdag.

Men der er en grund til galskaben, for set fra min redaktørstol er de to kampe en stor del af forklaringen på, at mange af os ikke rigtig har styr på, om vi skal være lykkelige for en dansk ottendedelsfinale-exit via straffespark ved VM eller skuffede over, at et hold med Christian Eriksen ikke kunne skabe flere chancer, end man gjorde.

Polen gjorde Danmark god i Parken ved at komme uforberedt og spille en kollektiv og taktisk katastrofal første halvleg.

Christian Eriksen var forrygende i Dublin, men ret beset var irerne med i kampen indtil pausen, hvor Martin O’Neill med det, der er et af årtiets dårligste trænerbeslutninger, skifter sine to centrale midtbanespillere ud i et vanvittigt offensivt sats, der hverken tog hensyn til, hvordan irerne skulle få bolden frem til deres offensive spillere, eller at Christian Eriksen og Pione Sisto ville få frit løb ned mod Irlands firebackkæde i 45 minutter, hvilket danskerne takkede behørigt for.

Jeg har også ladet mig rive med af disse to kampe, men med mængden af spilminutter siden juni 2017 tør jeg nu godt konkludere, at Polen- og Irland-kampene var outliers, et niveau og en offensiv effektivitet, Danmarks landshold sjældent kan nå op på.

Landsholdet leverede i Rusland en helhjertet arbejdsindsats, spillerne bestemt kan være bekendt. Kasper Schmeichel og Simon Kjær leverede individuelle – bemærk ordet ’individuel’ – præstationer på højt, internationalt niveau i afgørende øjeblikke, og deres kolleger i midterforsvaret var gode, mens Thomas Delaney spillede en flot 2. halvleg mod Kroatien, hvor han lukkede en underligt passiv Luka Modric ned.

Det kollektive spil, offensivt såvel som defensivt, afslørede til gengæld Danmarks reelle sportslige niveau, der er i den tunge del af VM’s middelklasse med pil ned mod opkomlingene i offensiven.

De danske backs og den centrale midtbane var i lange perioder af de fire slutrundekampe under hårdt pres, og det blev ikke bedre af, at de tre forwards og Christian Eriksen ofte havde meget svært ved at fastholde bolden.

Der er himmelvid forskel på, at individer som Kasper Schmeichel og Simon Kjær spiller på skyhøjt niveau og redder deres holdkammerater, når de er blevet brændt af modstanderens kantspillere og angribere, og at et hold er har et stærkt, defensivt kollektiv.

Uruguay har, meget i stil med Atlético Madrid, der deler startende midterforsvar med Uruguay, et stærkt defensivt kollektiv med perfekt afstemning mellem spillere, kæder og konstant opbakning til sidemanden – plus klare aftaler, når modstanderen alligevel bryder igennem og man skal redde situationen omkring det lille felt.

Det har Danmark ikke.

De danske spillere har indstillingen med sig, men med et væld af boldtab i offensiven blev backernes og midtbanespillernes begrænsninger stillet til skue, og det var held plus storspil af Kasper Schmeichel, at Peru og Australiens spillere ikke scorede tre-fire mål på Danmark i stedet for ét.

Frankrig-kampen så bedre ud defensivt, og det skyldtes også i høj grad, at Frankrig spillede på 60 procent, ville undgå skader og var fint tilfreds med uafgjort, eller hvad Danmarks forsvar eller VAR gav væk. Den del af analysen druknede efter min bedste analyse i rødhvid glæde ved at gå videre og et patriotisk forsvar for retten til at spille defensivt. Den ret havde Danmark på alle måder, men det bliver altså også nemmere, når modstanderen spiller i gå-tempo det meste af kampen.

Christian Eriksen så ikke godt ud ved VM, men det var immervæk ham, der skabte Danmarks to scoringer i puljespillet. For mig at se ligger problemet i lige så høj grad hos de tre forwards, der tabte bolden alt for ofte, og måske endnu vigtigere at Danmarks backs på lange stræk var trykket helt i bund af modstandernes kantspillere og dominerende midtbaner.

Selv for Christian Eriksen er det svært at skabe chancer, når man er omringet af modspillere.

Danmark var sat op af Åge Hareide til at vinde på fysik, dødbolde og stærkt kontraspil, hvoraf det sidste aldrig kom til at fungere.

Det kunne have været anderledes med Andreas Bjelland, Daniel Wass, Riza Durmisi og Pierre-Emile Højbjerg i truppen. Jeg vil nøjes med at konstatere, at Danmark spillede under mine forventninger offensivt, at Kasper Schmeichel og Simon Kjær med deres toppræstationer reddede en overmatchet defensiv, og at de sidste 75 minutter mod Kroatien og det chancefattige spil forhåbentlig får landstrænerne til at overveje spillestilen frem mod EM 2020.

Et hold med Durmisi eller Boilesen på venstre back, ”AC” på den defensive midtbane, og en ekstra boldfast, eller formstærk, angriber alene på toppen kunne give Danmark, og ikke mindst Christian Eriksen, mere spillerum og flere chancer. Der er kun 65 dage til, at EM-kvalifikationen begynder med Nations League-debuten mod Wales, og når personellet rent ud sagt ikke er bedre defensivt, vil man efter min vurdering ikke give ret mange flere chancer væk, end man gjorde ved VM i Rusland.

Landsholdsspillernes indstilling var rigtig god under VM, og som VM har udviklet sig, er det drønærgerligt, at det efter straffesparkkonkurrencen var et overraskende usikkert kroatisk hold, der tog kvartfinalen mod Rusland.

Forhåbentlig gør landstrænerne og deres stab nu, som de største og dygtigste klubhold i Europa og ser på præstationen frem for resultaterne, når de skal lære af VM – og skaber et dansk landshold, der nemmere kan afgøre egen skæbne ved EM 2020.