Transferdommen: Hvorfor var Fisker så billig?
Foto: Brøndby IF
Generelle

Transferdommen: Hvorfor var Fisker så billig?

Hver uge tager chefredaktør på Tipsbladet Print, Troels Bager Thøgersen, temperaturen på transfermarkedet - med fokus på det danske

Bragt i Tipsbladet 7. juli 

Brøndby IF har efter mine bedste begreber gjort et kup med Kasper Fisker.

Nej, Fisker spillede ikke godt i hver eneste kamp i sidste sæson, det gør ingen offensive spillere på et hold, der scorer ét mål i 10 kampe.

Men det er et moderne Randers-ikon, Brøndby har købt; en spiller, der var for uprofessionel som nyoprykket i Randers FC's trup og var i Hobro i fem år, før han vendte tilbage og hurtigt blev en af Randers' tre bedste spillere.

Hvorfor sælger man ham for 2-2,5 millioner kroner, tilsyneladende inklusiv klausuler, hvis der ikke er en frikøbsklausul?

At Kasper Fisker er 29 år er intet argument for det mådeholdne beløb – FC Midtjylland har netop købt den tre år ældre Jesper Hansen for det dobbelte af et økonomisk trængt Lyngby.

Var beløbet større, var det stensikkert blevet lækket fra Randers.

Det kan argumenteres, at salget af en lokal spiller som Fisker viser, Randers også sender sine egne videre til klubber med større lønbudgetter.

Men uden for Randers FC undrer såvel beløbet som at Randers er villig til at afgive en spiller til en klub, man vel stadig gerne vil konkurrere med. Og det må jo være forklaringen, hvis der ikke var en frikøbsklausul eller en anden form for aftale om et skifte på vilkår, der er attraktive for Brøndby IF?