Avis: Barcelona forhører sig på Luiz
Illustration
Premier League

Avis: Barcelona forhører sig på Luiz

Ifølge The Independent har Barcelona sendt en forespørgsel til Chelsea for at høre, om de kan købe David Luiz.

Barcelona skal bruge en ny mand til et lidt tyndt besat midterforsvar, og den mand skal være Chelsea David Luiz. I hvert fald hvis man skal tro avisen The Independent, der skriver, at de spanske mestre har indgivet en forespørgsmål på brasilianerens pris.

Ifølge avisen er Chelsea klar til at lade Luiz gå, såfremt de får en tilstrækkeligt stor sum penge for ham. I stedet skulle de have udset sig St. Etiennes Kurt Zouma som erstatning, hvis Luiz ender i Barcelona. 

Allerede i sommer var der spansk bud efter den 26-årige midterforsvarer, men dengang valgte han selv at blive i London.

- Der var et officielt bud, men jeg besluttede mig for at blive i Chelsea, sagde han i september til den brasilianske avis Gazeta Esportiva omkring interessen fra Barcelona.

I december fortalte Chelsea-manager José Mourinho, at man ikke havde planer om at sælge David Luiz, men på det tidspunkt havde Barcelona ikke foretaget deres forespørgsel endnu.