CL-blog: En verdensmand på broen

Der var kindkys til en af de ældre kvinder i Chelsea-administrationen og håndtryk til et par herrer på vejen, før Didier Drogba endelig satte sig på podiet i The Harris Suite på Stamford Bridge, skarp og trimmet i en farvestrålende Galatasaray-trøje og med en tætsiddende hue på hovedet. Han kiggede lidt forlegent ud over de godt 100 pressefolk og 30 tv-kameraer, der var klar til at opfange hver et ord fra den ivorianske angriber - og så åbnede han seancen med et grin og et ”Thanks for coming.”

Men selvfølgelig var vi kommet, for det bliver ikke meget større end Drogbas gensyn med Stamford Bridge, manden der med sit sidste spark i Chelsea-trøjen sikrede klubben det største trofæ af dem alle i Champions League-finalen mod Bayern München, Og den 36-årige angriber lod til at nyde oplevelsen af at være tilbage på broen. For eksempel begyndte han interview-sesssionen med at stille spørgsmål til sig selv om følelsen af at være tilbage, så stemningen var let, selv om der selvfølgelig heller ikke er nogen tvivl om, at det er en stor kamp, der venter i aften.

”Jeg er meget glad for at være tilbage. Her er kendte ansigter, og det føles godt. Det er ikke svært,” sagde Drogba og modsagde derefter sig selv med både sine tænkepauser og sine ord.

For 157 mål i 341 kampe over otte år for Chelsea, tre mesterskaber, fire FA Cups og kronen på værket en majaften i München for knap to år siden har selvfølgelig sat sig.

”Det er svært at spille mod et hold som Chelsea, men det er ikke svært for mig at konkurrere mod dem. Nu er jeg Galatasaray-spiller, og jeg skal være professionel, men selvfølgelig vil der være følelser, som der var i den første kamp mod mine gamle holdkammerater og med Chelsea-tilhængerne på stadion.”

”Med al den respekt jeg har for klubben, kan det godt være, at jeg ikke jubler, hvis jeg scorer, men hvis vi vinder, er jeg glad,” sagde Didier Drogba, før han lukkede sin del af pressemødet med at åbne en dør for en fortsat karriere i fodbolden - og om det så bliver som træner eller noget andet må fremtiden vise.

”Jeg har nået så meget i fodbold. Det kan jeg ikke bare vende ryggen, men det er ikke noget, der skal ske lige nu. I still want to play,” sagde den ivorianske verdensmand, før han steg ned fra podiet og vinkede til pressen og tv-kameraene på vej ud af lokalet og ned til træning på den bane, der har betydet så meget for ham.

Men i aften kæmper han selvfølgelig for, at Galatasaray går videre, selv om det bliver svært ifølge hans cheftræner Roberto Mancini, der jo også vender tilbage til engelsk fodbold for en aften efter at have vundet de første trofæer i nyere tid til Manchester City, men aldrig skaffet det europæiske gennembrud, der også stadig venter Uniteds larmende naboer.

”Det var et mirakel, at vi kom videre fra gruppen, for den var meget svær at komme igennem,” sagde italieneren, der i efteråret tabte 1-0 i Parken, men vandt med de samme cifre i den sidste og afgørende kamp hjemme mod Juventus.

”Nu venter en svær kamp mod et af de bedste hold i Europa, og Chelsea har en lille fordel,” sagde Mancini, der dog også lovede at invitere Jose Mourinho ud på et måltid mad, hvis Galatasaray går videre fra den mest spændende af de otte Champions League-opgør, der ikke har haft den intensitet, som man på forhånd kunne have håbet.

Men den invitation afviste Mourinho blankt.

Den normalt så karismatiske portugiser virkede både træt og vrissen og langede også ud efter en journalist, der spurgte til udvisningerne og resultatet på Villa Park. Til gengæld ville han dog gerne rose pressemødernes absolutte hovedperson:

”Didier er en af de vigtigste spillere i klubbens historie. Han er ikke den samme spiller som 36-årig, som han var som 26-årig, det er der ingen, der er, men han er stadig en af de bedste angribere i Europa,” sagde den knap så ”Happy One,” der heller ikke ville tale om muligheden af, at Drogba måske kunne vende tilbage til Chelsea til sommer som angriber og måske senere som assistent.

Og så alligevel. For hvor han afviste snakken om Javier Zanetti i trænerlære, så lukkede han ikke for Drogba.

”Det er ikke det rette øjeblik at tale om den slags ting. Der er en stor kamp i morgen. Men vi ved, at han er fri til sommer.”

”Og det må ske på et tidspunkt, når en spiller fylder så meget i en klub og omvendt. Men om det bliver om et år, om fem år eller 10 år, og om det bliver som spiller, som træner eller som klub-ambassadør, det ved jeg ikke,” sagde Jose Mourinho.

Og sådan sluttede en aften på Stamford Bridge i den store suite, der er opkaldt efter klubbens legendariske forsvarer Ron ”Chopper” Harris. Han spillede 655 kampe over to årtier for de blå med en FA Cup og en Europa Cup for pokalvindere på titellisten, men det var andre tider før Roman Abramovitjs mange millioner, før Jose Mourinho og før Didier Drogba.

Så selvfølgelig har Ron ”Chopper” Harris fortjent at blive mindet, men bliver der åbnet flere flotte suiter med mørkt og dyrt træ på væggene på Stamford Bridge, så kunne man også godt overveje at markere Didier Drogbas præstationer i London – uanset hvordan det går i aften.