Chelsea sælger David Luiz til PSG
Illustration
Premier League

Chelsea sælger David Luiz til PSG

David Luiz er kun få detaljer fra at bytte Chelsea ud med Paris Saint Germain. Englænderne bekræfter skiftet på sin hjemmeside.

Sommerens første store transfer er ved at være en realitet. David Luiz er kun få formaliteter for at skifte fra Chelsea til den stenrige franske storklub Paris Saint Germain.

Chelsea meddeler på klubbens hjemmeside, at man er nået til enighed med PSG om en pris for David Luiz, og at den brasilianske forsvarsspiller nu blot mangler at forhandle sine personlige betingelser på plads og gennemgå det obligatoriske lægetjek, før handlen er endeligt på plads. David Luiz befinder sig lige nu i Brasilien, hvor han er i gang med forberedelserne til den kommende VM-slutrunde, så en række læger med tilknytning til PSG er netop nu på vej til sambalandet for at få lægetjekket i hus.

Historien melder ikke noget om, hvor stor en sum Chelsea scorer for David Luiz, men flere engelske medier mener at vide, at et beløb i omegnen af 425 millioner kroner skifter hænder i forbindelse med handlen.

David Luiz kom til Chelsea fra Benfica i 2011. Han nåede at spille 143 kampe for London-klubben.