VM: Det løgnagtige internet
Illustration
Generelle

VM: Det løgnagtige internet

Tipsbladets Sebastian Stanbury ser nærmere på faren ved at stole alt for meget på, hvad der drøner rundt på sociale medier som Twitter under et VM.

Mexicos supermålmand Guillermo Ochoa har seks fingre på den ene hånd.

Ivorianske Serey Die græd før kampen mod Colombia, fordi hans far var død kort forinden.

Raul Meireles viste to langemænd bag dommerens ryg mod Tyskland.

Darijo Srna lagde et racistisk billede af den japanske dommer Yuichi Nishimura på sin Facebook-profil efter Brasilien-Kroatien.

Lionel Messi, der overså eller ignorerede en maskots håndtryk mod Bosnien, har siden mødtes med drengen.

Cristiano Ronaldos nye zigzagfrisure er en hyldest til en syg spansk dreng, der har et lignende ar i hovedet.

Ovenstående er et udpluk af de historier, der i løbet af VM har spredt sig på sociale medier som Twitter og Facebook. Fælles for dem alle er, at de bedste fald mangler bekræftelse af reelle kilder, i værste fald er direkte løgn. Og så er flere af dem blevet taget for gode varer af legitime nyhedsmedier, både i Danmark og udlandet, der har bragt dem videre til deres læsere, lyttere og seere.

Det er skidesjovt at være på Twitter under VM. Selv om man sidder alene i sofaen en sen nattetime, kan man dele sine oplevelser og indtryk af en indtil nu fremragende slutrunde med andre fodboldfans, og man opdager et væld af sjove artikler og små historier, der sætter ekstra kolorit på VM-glæden. Men man skal passe på. På Twitter er der mange brugere, der foregiver at lave journalistik, men ikke gør det. Ofte har de navne som ”Footybanter”, ”Funny Football” eller noget i den stil. De er ligeglade med journalistikkens sandhedskodeks – det handler enten om at fremme en agenda eller score retweets og dermed flere følgere. Så gør det ikke noget, at man spreder et budskab, som er forkert.

Det her er ikke en kritik af dem, som har troet på nogle af førnævnte røvere og måske retweetet dem. Det kan ske for alle – vi på Tipsbladet er da også blevet narret adskillige gange. Det er blot en opfordring til, at man tager al info med et gran salt og eventuelt lige dobbelttjekker hos en troværdig kilde. Ting er ikke altid sande, bare fordi de er på skrift. Især ikke på Twitter.