Superliga-pointer: Brøndby, FCK og OB under pres
Illustration
Generelle

Superliga-pointer: Brøndby, FCK og OB under pres

I Superligaens spillerunde syv var der en kold spand vandt i hovedet til Brøndbys fans, FC København famler videre og OB er skudt under stregen.

FC Midtjylland – OB 3-2
Heldet følger de kloge siger nogen – andre vil hævde, at det er topholdene, der som oftest trækker det længste strå. Sådan må de have de t i OB, der sled og slæbte for det ene point som havde været fint fortjent, indtil Diarra gav dommeren mulighed for at fløjte straffespark, hvilket hattrick-helten Sylvester Igboun udnyttede suverænt. 
I øvrigt bemærkelsesværdigt, at netop Igboun scorede sin karrieres første hattrick i få dage efter, at han via tipsbladet.dk rettede en skarp kritik af FCM-ledelsen i forhold til, hvad han selv føler er brudte løfter om en transfer til en ny klub. Fantastisk reaktion, hvad enten der så er tale om trods eller determination.
Midtjydernes ridt på den resultatmæssige positive og store bølge, bredden i truppen og en fyldt pengekasse gør, at det allerede tidligt i sæsonen ser mere end godt ud for midtjyderne i jagten på klubbens første titel. Det er fortsat tidligt på sæsonen, og ingen har glemt gummibenene i sæsonen 20013/14. Men hold nu op, hvor virker FCM som et svært hold at stoppe lige for tiden. 
OB kunne have fået noget med hjem fra Herning, men det ligner en sæson, hvor det igen-igen bliver til en tilværelse blandt nederste hold i tabellen. Træner Troels Bech skal have evalueret sin fremtid i klubben til december, presset vokser og nu er det fynske flagskib skubbet ned under nedrykningsstregen. 

AaB – FC København 1-0
I denne uge de stolte repræsentanter i Europa League-gruppespillet – i lørdags med præstationer, der var svære at være stolte af. AaB har fortsat svært ved at finde det gear og det spil, der sidste sæson gjorde dem til det suverænt bedst spillende mandskab med underholdningseffekt og skarphed i strategien. Det virker fortsat til, at der er problemer med at få lukket det hul efter Kasper Kusk – spilleren der også var med til at gøre Nikolaj Thomsen flyvende. Lige nu lykkes Thomsen kun med at baske med vingerne i sjælden grad. 

FC København er nærmest uforstående længe om at finde noget, der virker som konceptet, der skal bringe klubben tilbage på ret kurs. Jo flere kampe, der går, jo mere kommer man i tvivl om, hvor vidt manager Ståle Solbakken selv er begyndt at tvivle på sine spillere, da han roterer rundt i en søgen efter noget, der er effektivt i stedet for bare funktionelt.
FC København har i kommende spillerunde en gylden chance for at genvinde fansenes tillid, når Brøndby med eller uden Agger kommer til Parken til sæsonens første Københavnerderby.

Silkeborg – FC Nordsjælland 1-2
Silkeborg kommer på trods af udmærket spil ikke uden om, at det ser gevaldigt svært ud, når det åbenbart er midtbanespilleren Emil Scheel, der skal være klubbens eneste målscorer. Syv kampe, tre mål scoret – alle af Scheel. Det vidner i den grad om et angreb, der ikke har den rette kvalitet. Det kan blive Silkeborgs død i ligaen.

Og så er der ikke så meget andet at gøre end at lette på hatten for FC Nordsjælland, der igen viser sig som ligaens comeback-konger. FC Nordsjælland har fire sejre og ens for dem alle er, at man har været bagud men vendt det truende nederlag til sejr med det afgørende mål scoret inden for kampens sidste kvarter. Det er en farlig tendens næsten altid at lade modstanderen score først, men FC Nordsjælland har fortsat kun tabt to kampen i sæsonen. Respekt for kollektivet og og gejsten under træner Olafur Kristjansson. 

Brøndby IF – Randers FC 0-2
Det var ugens mest stensikre sejr målt på hype, positive vinde og overvældende interesse fra både medier og fans. Men festens første lavpunkt kom, da det blev klart, at Daniel Agger startede på bænken. Efter fire minutter blev det kedeligt, da Bjarnason hamrede bolden ind til Randers-føring, og Djiby Fall blev den helt store party-stopper med sit mål til 2-0 i slutningen af 2. halvleg. Efterfølgende blev der fra Brøndbys side luftet tanker om, at den store interesse måske havde påvirket flere unge og urutinerede spillere i en negativ grad. 

For Thomas Frank og Brøndby må vi håbe, at det ikke er tilfældet, da det så godt kan gå hen og blive en lang og trist sæson. For interessen vil fra nu være intensiveret lige så vel som kravenen til resultaterne er det fra bestyrelsens side. Der er ikke længere tid til en indkøringsperiode.
Når det så er sagt, kan man godt være en smule nervøs for Brøndbys evne til at overrumple modstanderne, hvor nøglen fortsat i høj grad hedder Thomas Kahlenberg. Luk ned for ham, og det første store skridt i retning af et godt resultat mod Brøndby er taget. 
Randers FC gjorde det fremragende mod Brøndby og viste hvor meget et sammentømret hold og koncept kan bære – også med 25.000 tilskuere i mod sig. 
Presset virkede, og skarpheden var til stede modsat hjemmeholdet.

Esbjerg – FC Vestsjælland 3-0
Endelig kunne de synge sejrssangen igen i Esbjerg. Første sejr i sæsonen kom i hus, og det endda med tre scoringer, hvilket er første gang i næsten et år, at hjemmeholdet har scoret det på hjemmebane.
Det kan blive en sejr, der kan vise sig gevaldig vigtig for et hold, der har været ramt på selvtilliden og manglende kontinuitet i spillet grundet mange mindre skader. Den svenske angriber Robin Söder blev i sin hjemmebane-debut helten med to scoringer og målt på søndagens kamp, ligner han og Martin Pusic et angreb, der kan blive endda meget giftigt.

FC Vestsjællands lære fra kampen må være, man for pokker skal se at få scoret på de chancer. Der var nok at tage af, inden Söder-scoringen forvandlede kampen, og det har været et billede, som har forfulgt træner Michael Hansens hold i starten af foråret. For mange brændte chancer og for nemme at straffe for den lidt mere offensive stil i forhold til premiere-sæsonen i Superligaen.

Sønderjyske -Hobro 1-1
Sønderjyderne havde muligheder for at nedlægge himmelstormerne fra Hobro men formåede ikke at lukke kampen, da mulighederne var der. I stedet står Sønderjyske nu med en hjemmebane-statistik for sæsonstarten, der hedder tre nederlag og en uafgjort – ret trist set i lyset af, at man i sæsonen 2013/14 reddede livet i Superligaen med klart flest point på hjemmebane. 

Hobro har for længst slået fast, at det er et hold, der vil bide sig fast i ligaen, og begejstringen over, at det bliver ved med at lykkes med resultaterne vil bære dem langt – også når der kommer et par nederlag i træk. Hobro plejer at skyde sig i front, men nu viste kollektivet så også, at man bevarer tro og fokus på egne evner, når modstanderne scorer først.