Blog: FCM kan hæve forbandelsen

Søndag klokken 19 sker det. Den kamp i Superligaen, der har samlet mest opmærksomhed i denne sæson. Det er sidste skud i bøssen for FCK, hvis de stadig skal hænge i og komme i nærheden af FC Midtjylland. Men det er også kampen, hvor FCM kan lukke sæsonen helt.

Det kommer til at betyde utroligt meget for den 16-årige hede-klub, der kom ud af to klubber, hvor middelmådighed er et passende ord at sætte på dem op til fusionen. Nu kan det blive til et trofæ til dem. Men hvor har det tit været svært at holde af fusionsklubben. Og jeg skal da heller ikke skjule, at jeg har boet i Herning i 10 af de år, som FCM har eksisteret, så derfor har man en vis tilknytning til klubben. Tilmed med et par nomade-herningensere som forældre. 

Jeg kan huske, hvordan det var at stå på Ikast Stadion uden halvtag hver anden weekend, hvor man den ene søndag kunne se et hold udspille et tophold for derefter at sejle rundt den næste kamp mod et mellem eller bundhold, og aldrig helt komme derop hvor det kunne blive rigtigt sjovt.

Jeg kan huske, hvordan det var at sidde med til generalforsamlingerne, og særligt den, hvor man havde en plan om, at man ville blive mestre i 2011 - den gik heller ikke.

Jeg kan huske den første kamp på "det nye stadion" i 2004, der dengang hed SAS Arena (hvilket det stadig gør i folkemunde på den egn), hvor AB blev banket 6-0 efter fem mål af Zidan og ét af Rathe. Det var stort, men det blev aldrig sådan rigtigt til noget i de år. Jeg var der også da FCM ikke tabte en hjemmekamp 29 kampe i træk i mellem 2008 og 2009, som dog gav sølvmedaljer - men med ni point op til AaB.

Jeg kan huske, da Manchester City var otte (8!) sekunder fra at blive slået ud af Europa League, som kunne være blevet FCM's svar på miraklet i Madrid. Det kunne også have blevet sjovere hjemture fra Parken de fire gange FCM kom i pokalfinalen, men hver gang var der ikke meget snak med min far i bilen på vej tilbage. Det var som om, at det bare aldrig ville lykkes. Shoulda, coulda, woulda, som de siger på de britiske øer. Men det føltes lidt som en forbandelse.

Det er store bedrifter, men noget som hurtigt bliver glemt af konkurrenterne. Præcis ligesom rekorden med 14 hjemmesejre i træk, hvis det skulle ende med sølv.

Og så var der sidste år, da jeg sad på en konkurrende sportsredaktion og fulgte kampen mellem FCM og FCK på TV. FCM får straffe, der står 2-2, der er et kvarter tilbage af kampen og FCK har fået en mand smidt ud. Duncan står med bolden. Brænder. I overtiden scorer FCK, og AaB bliver mestre.

"Det er så typisk FC Midtjylland det der!" husker jeg stadig, at jeg råbte. Jeg havde set det hele før i løbet af årene. Det var virkelig typisk, men nu er det ikke længere typisk FC Midtjylland at fejle når det hele gælder, for så havde de nok allerede gjort det. Okay, det vil jo selvfølgelig vise sig søndag, men ét nederlag i hele foråret er ikke de gummiben, som det meste af fodbolddanmark håber på.

Det er 16 års lidelse og middelmådighed, der nu kan blive gjort en ende på i Herning, Ikast og alle de andre byer, der føler de hører til. Et område, hvor man bestemt ikke hylder den at være næstbedst. Det er et område, hvor alt skal være stort og synligt. Biler, bygninger, udmeldingerne og resultaterne. Et sted hvor man er vant til at vinde. Bare se på damehåndboldholdet og ishockeyholdet, som skovler titler ind - selv i magre år.

Nu kan FCM også hoppe med på den vogn søndag. Det er klubbens vigtigste kamp nogensinde nu, og dén kamp, der kan sætte streg under, hvorfor man pointmæssigt har været bedst i Superligaen siden 2012, og at det hele ikke bare er statistik og længe været beviset på, at man ikke fik point i de kampe, hvor det virkelig gælder. Forbandelsen kan blive hævet søndag.