Leder: Der er lang vej for et bedre FIFA
Foto: Tsafrir Abayov/Polfoto
Generelle

Leder: Der er lang vej for et bedre FIFA

Et skridt er taget mod et bedre FIFA – men hvorfor skulle det tage så lang tid? Læs Sebastian Stanburys leder fra Tipsbladets Printudgave.

En eksplosion ramte fodboldverdenen onsdag med nyheden om, at syv repræsentater for FIFA var blevet anholdt i Zürich som en del af en FBI-sag om bestikkelse i milliardklassen mod det internationale fodboldforbund.

Samme dag meddelte de schweiziske anklagemyndigheder, at de efterforsker afgørelsen om at tildele VM i 2018 og 2022 til henholdsvis Rusland og Qatar.

Det er ikke første gang, at FIFA er blevet anklaget for korruption, men det her er en alvorlig sag, og det kan meget vel få store konsekvenser for forbundet. Allerede onsdag aften truede UEFA med at boykotte den FIFA-kongres, der starter i dag, fredag, hvor der er valg til præsidentposten.

Samtidig udtrykte indtil flere af FIFA’s storsponsorer utilfredshed med den nuværende situation. I en officiel meddelelse erklærede VISA, at man vil tage sit sponsorat op til overvejelse, hvis ikke der sker ændringer i FIFA, mens også selskaber som Coca-Cola og Hyundai udtrykte bekymring. Det er sandsynligvis den slags, der skal til, hvis FIFA skal reformeres – money talks.

Samtidig kan man dog spørge sig selv, hvorfor der skulle gå så lang tid, før der for alvor blev reageret. Skandalerne har klæbet til FIFA i årtier, nyligst og mest synligt med den groteske beslutning om at tildele VM i 2022 til Qatar – hvorfor har storsponsorer, fodboldfolk og alle andre accepteret det så langt?

Nu kan man så håbe, at vejen er banet for de reformationer, som FIFA og fodbolden har brug for. I skrivende stund vides det endnu ikke, hvad der sker med præsidentvalget og FIFA-kongressen, men Sepp Blatter burde ikke kunne genvælges. Han er ikke anklaget i FBI-sagen, men skandalerne er sket, mens han har været FIFA’s øverste leder. Det er hans ansvar. Men det er tvivlsomt, om Blatter væltes. Det asiatiske fodboldforbund har meddelt, at man fortsat støtter den siddende præsident.

Så der er sket skridt i retning mod et bedre FIFA og dermed en bedre sport – men der er lang vej endnu.