Rundens Hold i Superligaen: 4. runde
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Rundens Hold i Superligaen: 4. runde

Fjerde spillerunde i Superligaen er overstået, og mange spillere leverede stærkt. Her er de 11 bedste ifølge tipsbladet.dk.

Efter hver Superliga-runde sætter tipsbladet.dk Rundens Hold i ligaen bestående af de spillere, der gjorde bedst opmærksom på sig selv i de - i denne runde - seks kampe.
 
4. runde i Superligaen er nu overstået, og det er derfor tid til at udvælge rundens bedste 11 spillere.
 
Vi bringer her vores bud på Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling.
Målmand: Johan Dahlin, FC Midtjylland (1)
Stod langt fra sin sværeste kamp for forsvaret holdt i lange perioder Aab-spillerne fra fadet, men da det virkelig blev alvor var svenskeren på plads med en klasseredning, der sørgede for, at FCM bevarede føringen på 1-0, hvilket siden blev udbygget til 2-0.
 
Højre back: Troels Kløve, SønderjyskE (1)
Holdt Esbjergs-spillerne af vejen og krydrede en solid defensiv præstation med et drømmemål, da han trak ind i feltet, rundede sin modspiller for at hamre bolden i mål bag en sprællende Dubravka i Esbjerg-målet
 
Central forsvarer: Erik Sviatchenko, FC Midtjylland (1)
Var sit holds bedste på en dag, hvor der var klasseforskel på de seneste to sæsoners danske mestre. Sviatchenko styrede defensiven sikkert side om side med sin lige så sikre makker Kian Hansen. 
 
Central forsvarer: Mathias "Zanka" Jørgensen, FC København (1)
FCK-stopperen har langt fra vist sin bedste form i den nye sæsons indledning, men den flotte og vigtige scoring i undertal 
trækker alligevel tilpas meget op til, at Jørgensen får sig en plads på rundens hold.
 
Venstre back: Mikkel Kirkeskov (1)
Aarhus-backen har genvundet en plads på OB's hold, og mod sine tidligere holdkammerater i AGF gjorde han en fin figur fredag aften. Han pakkede Stephan Petersen helt ind og var blandt OB's bedste folk. 
 
Højre midtbane: Nicolaj Madsen, SønderjyskE (1)
Nicolaj Madsen var med til at gøre det onde ved Esbjerg-spillerne og prikkede målet ind til 3-0 i en periode, hvor SønderjyskE-spillerne lykkedes med det hele og det stik modsatte var tilfældet for vestjyderne. Madsen viste snært og næse i sit spil og målet trækker ham det sidste stykke ind på holdet. 
 
Central midtbane:  Danny Olsen, AGF (1)
Danny Olsen krigede flot hos AGF'erne og evner både at deltage i det defensive hårde arbejde og være en absolut stærk kraft 
i opspillet og de afgørende offensive situationer. Var atter manden bag et pointgivende Mate Vatsadze-mål, som det var 
tilfældet i premiere-kampen mod Brøndby. 
 
Central midtbane: Janus Drachmann, SønderjyskE (2)
Janus Drachmann har vist sig som et virkelig solid signing fra SønderjyskE, der hentede midtbanekraften i AC Horsens. Drachmann arbejder stenhårdt og piller pynten af sin modspillere og formår at sætte gang i spillet frem ad banen også. Stærk kamp i ydmygelsen af Esbjerg fB 
 
Venstre midtbane:  Jonas Borring, Randers FC (1)
Jonas Borring havde alene på sine to flotte scoringer fortjent at lade sig hylde som matchvinder, men Brøndby-spillerne ville det anderledes. Men intet ændrer på, at Borring viste højt niveau og virkelig skarpe fødder både i driblinger og afslutninger. 
 
Angriber: Ronnie Schwartz, Brøndby IF (1)
Det er noget specielt at få en plads på Rundens hold efter at have spillet under en halvleg, men Ronnie Schwartz var manden ,der med målnæse og kølighed skaffede Brøndby det ene point, der kan blive brugt som en kollektiv løftestand efter en skidt sæsonstart. 
 
Angriber: Viktor Lundberg, Randers FC (2)
Superligaens topscorer er i forrygende form og viste igen skarpheden, da han flot sparkede bolden ind bag Brøndby-keeper Rønnow til 2-0. Lundberg holder et stærkt niveau i front og leverer stærkt for sit hold i øjeblikket. 
 
I parentes bemærket er de antal gange, spilleren har været udtaget til Rundens Hold i denne sæson.