Jørgensen-køb viser Esbjergs ambitioner
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Generelle

Jørgensen-køb viser Esbjergs ambitioner

Fremover skal Esbjerg fB være en del af det gode slutspil i Superligaen, og derfor har klubben valgt at investere i både truppen og staben omkring holdet. Senest med den tidligere anfører Jesper Jørgensen. Blog om ambitionerne i Vestjylland.

Det begyndte allerede i sommer, og det fortsætter nu i af januar. Esbjerg fB har investeret tungt i den sportslige afdeling i det seneste halve år, så klubben fremover kan blive en mere fast del af den øverste halvdel af Superligaen.

Det seneste våben i oprustningen er den tidligere anfører Jesper Jørgensens hjemkomst til klubben, som gav ham sit gennembrud. Det er et markant navn at hente til en Superliga-bundklub, og det vidner om ambitionerne i det vestjyske.

De ambitioner satte klubben selv ord på i sommer. Dengang præsterede den EfB's dyreste transfervindue i historien ved at bruge omkring 10 millioner kroner på at hente Nicki Bille Nielsen, Bjørn Paulsen og Victor Pálsson til Blue Water Arena. Her skrev Esbjerg selv under overskriften ”EfB investerer i at sikre plads i fremtidens slutspi”, at man med købene ”har stammen til de kommende to-tre års bestræbelser på først at stabilisere sig og dernæst kontinuerligt opnå en top seks-placering i Alka Superliga.”

Den top seks er selvfølgelig vigtig, fordi det er den, der skiller holdene ad i den kommende nye struktur i Superligaen. Esbjerg har altså gang i en række – for klubben – store investeringer for at sikre, at man ender højt i tabellen i fremtiden.

Faren er, at man går i samme fælde som op til nedrykningen i 2011. Her var dyre og dårlige indkøb af udenlandske spillere skyld i, at EfB var tæt på at gå konkurs, efter førsteholdet rykkede ned i 1. division.

Samme skæbne bør dog ikke overgå de nyambitiøse vestjyder denne gang. De aktuelle investeringer er således gjort mulige af de seneste års økonomiske fremgang. Pokaltriumfen i 2013 og det følgende Europa League-eventyr indbragte mange millioner. Det samme gjorde salgene af profiler som Martin Braithwaite, Ankersen-brødrene, Kian Hansen og Jonas Knudsen. EfB er altså fornuftigt polstret økonomisk, og efter lang tids kritik af, at alle millionerne ikke blev geninvesteret i spillertruppen, skal pengene nu sikre en plads i den sjove ende af Superligaen. Også selvom det koster på bundlinjen.

- Ledelsen i EfB Elite A/S er indstillet på at acceptere år med snævre økonomiske resultater for at sikre den sportslige konkurrenceevne i forhold til de øvrige klubber i landets bedste fodboldliga, skrev klubben på efb.dk umiddelbart efter sommerens transfervindue.

Det er i det lys, købet af Jesper Jørgensen skal ses. Det samme gælder oprustningen i staben, hvor Lars Justesen er ny assistent, og Michael ”Mex” Pedersen er blevet chefscout. Opgraderingen af scouting-afdelingen i klubben er en del af det langsigtede mål ”og den fremtid, der venter,” som direktør Søren Poulsen sagde det i sidste uge med henvisning til den nye struktur.

Esbjerg vil gerne nærme sig toppen af Superligaen igen, og derfor er man begyndt at investere som et tophold.