West Ham-ejer bekræfter: Har afgivet bud på fem spillere
Foto: Polfoto/Frank Augstein
Premier League

West Ham-ejer bekræfter: Har afgivet bud på fem spillere

I øjeblikket har West Ham afgivet bud på fem spillere, som de afventer svar på, afslører David Sullivan.

West Ham er uden tvivl den klub i Premier League, der er mest åbne omkring deres transferplaner i det kommende transfervindue.
 
David Sullivan, der er medejer af West Ham, har tidligere udtalt, at de vil bruge størstedelen af transferbudgettet på en ny angriber.
 
I et interview på klubbens hjemmeside fortæller han, at de i øjeblikket har afgivet bud på fem forskellige spillere, som de nu afventer svar på.
 
- Vi har gjort det rigtig godt på transferfronten de seneste par år med indkøbene af Winston Reid, Cheikhou Kouyate, Aaron Cresswell, Dimitro Payet og Manuel Lanzani, siger Sullivan og tilføjer:
 
- Alle disse spillere er blevet stjerner på vores hold, og I kan være helt sikre på, at vi vil bringe nye spillere ind, der kommer til at få samme indflydelse. Vi arbejder 24 timer om dagen, syv dage om ugen for at det kan lade sig gøre. Vi har afgivet bud på fem spillere, og vi er forhåbningsfulde om, at vi kan bringe noget spændende nyt inden længe, slutter Sullivan.