Spåkulglen: Slovakiet får succes men øllen i finaleglasset bliver belgisk

Den er lige ved at være der - EM-feberen.

Efter mange lange arbejdsdage og -nætter nærmer vi os på redaktionen en lille orgasme i forhold til det vi har arbejdet hen i mod med masser af hed optakt - ja, lad os bare kalde det forspil. 

Mine kolleger er kommet med deres bud på, hvad der kan blive fremhævet i slutrundens rampelys, og turen er nu blevet min. Ja, det var mig, der inden Superliga-sæsonen pegede på SønderjyskE som nedrykker og skød OB til plads i top 4. Om jeg er blevet hånet? Alt det den overhovedet kan trække. Kan jeg holde til det? Jeg lader mig ikke kue, for indsigt og spådomme går ikke altid hånd i hånd - heldigvis.

Så til denne slutrunde vover jeg også valg, der muligvis ikke er voldsom opbakning til - men jeg holder på mit, og hånen kan bare komme an, hvis jeg skyder forbi.

Let's go.

 

Slutrunder har bare noget magisk over sig, hvad enten det er med eller uden dansk deltagelse. Top- og flop-præstationerne, der fører masser af snak og husmands-analyser med sig rundt om i landet er altid noget helt specielt.
Når nu ikke det bliver til en tur til Frankrig, vil jeg glæde mig til dansk sommer og summen af EM, om det er ved morgenmaden,  på vej til arbejde, på redaktionen, med U10-holdet på træningsbanen eller i venners lag foran skærmen. Vi rammer nu en periode, hvor kun en spillerhandel i ny og næ vil kunne bryde EM-hypen i korte sekvenser for fokus de næste uger bliver massiv - og hold nu op, hvor jeg glæder mig.
 

Jeg har to trumfer i ærmet. Tyrkiet er ikke i den nemmeste pulje med Spanien, Kroatien og Tjekkiet, men da landstræneren i Tyrkiet igen er Fatih Terim, tror jeg på et kollektiv, der kan bære holdet langt. Den legendariske landstræner og tidligere anfører på landsholdet har en kæmpe karisma og en evne til at få det bedste ud af sine spillere. Holdet er langt fra spækket med stjerner og meget fokus vil være lagt på Arda Turan, men Fatih Terim har i sin to tidligere perioder som træner for Tyrkiet skabt fornemme præstationer. Først nationens første EM-slutrunde tilbage i 1996 og siden en plads i semifinalen i 2008. Terim er tilbage - det samme er Tyrkiet. Jeg taler ikke finale og trofæer, men en plads som nummer to i gruppen kan give Portugal som modstander i første knockout-kamp. Stjernen hos Portugal er størst, men kollektivet bedst hos Tyrkiet - kvartfinalen kan lure.

Efter at have haft synet stillet en smule skarpt på Slovakiet frem mod slutrunden er jeg ikke så bange for at pege på slutrunde-debutanten som et frækt bud på en positiv overraskelse. Hamsik er holdet store stjerne, men Napoli-profilen har et par ganske interessante medspillere i offensiven i PAOK's Robert Mak (Er I med Brøndby-fans?) og Vladimir Weiss, der efter nogle år lidt under radaren samt et år i Olympiacos har taget en drastisk karriere-beslutning og har boltret sig i den bedste liga i Qatar, hvor han med Michael Laudrup som træner var en bærende kraft hos Lekhwiya. Både Hamsik, Mak og Weiss har bidraget flittigt til scoringer og assists i kvalifikationen, og så er topangriberen slet ikke talt med. 
Slovakiet skød sig fortjent ind som nummer to i kvalifikationen efter Spanien og er i testkampene frem mod EM fortsat det friske spil, hvilket blandt andet ramte Tyskland i slutningen af maj, da tyskerne på hjemmebane blev nedlagt med 3-1. Den slags gør man ikke med et tysk landshold i Tyskland med mindre, der er kvalitet bag. 
På papiret lyder Wales - Slovakiet måske ikke af den hedeste drøm, men vent nu bare - der kan være gode sager at glæde sig til.
 

 

Ikke at der måske på forhånd er den helt store forventning til Rusland, men den giganten er hos oddssætterne fortsat sat til at være blandt den bedste halvdel af holdene - den tror jeg ikke på. Den slumrende gigant luskede sig godt nok direkte med til slutrunden via en andenplads - langt efter suveræne Østrig men kun marginalt foran et halv sløjt svensk hold. Russerne stiller med den næst ældste trup mål på gennemsnitsalder - tempoet er der ikke længere, og russerne kommer til at blive løbet over ende af ungdommens mod. Max en plads i ottendedelsfinalen

 

Det er naturligvis svært at komme uden om typer som Pogba og Griezmann, der ud over at have en helt nation i ryggen har et voldsomt stærkt hold og individuelle kvaliteter, som stort set alle hold kun kan drømme og over at kunne have til rådighed.   

 

Müller, Lewandowski, Ronaldo og Giroud - de oplagte valg. Men hvorfor egentlig ikke Romelu Lukaku? 18 kasser i Premier League siger vel en del. Og ja, så er det rigtigt, at han kan være nok så ugidelig og at han sammen med resten af Everton-mandskabet gik mentalt i krampe meget tidligt i foråret. Sandt er det også, at han slet ikke fik scoret en eneste gang i kvalifikationen, hvor han trods alt også kun var med i halvdelen af kampene. Men hey - Lukaku er lige præcis, hvor han skal være - i hvert fald har han scoret i de seneste fire testkampe frem mod EM og med en gruppe, der er overkommelig for et stærkt belgisk hold, kan det for alvor tænde op under Lukaku.
Eden Hazard er også en spiller, der på trods af en ikke prangende klubsæson stadig har kvaliteten - en slutrunde er noget ganske særligt... Men lad mig holde fast i Lukaku.

 

Den er let købt, men det er svært at se en EM-finale uden værtsnationen Frankrig, der lader til at have gang i det helt rigtige og har kvaliteten og bredden til at gå hele vejen. Frankrigs modstander i finalen er måske ikke lige så oplagt, selv om Spanien og Tyskland er naturligvis de tydeligste kandidater, men jeg kaster en line i retning af Belgien og klynger mig til det håb. Fornuften peger på en af de store, men håbet gå i retning af en finale med tyk Chimay skænket i glasset.
 

Frankrig i finalen, Frankrig som vinder - det er nemt, men jeg hælder også i den retning. Der er ikke så meget at sige andet end at holde frem mod hjemmebane-festen emmer af både tro, håb og den kærlighed de så gerne vil gengælde i Paris 10. juli.