• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Anders Lange

Talent-debat: Skab mere plads til selvtræning

Talent-debat: Skab mere plads til selvtræning
Foto: tipsbladet.dk

Debatindlæg: Det vil være et fantastisk tiltag, hvis klubber i Danmark etablerer tider, hvor danske talenter kan bruge klubbernes anlæg udenfor deres normale træning.

Af Anders Lange

For at nå topniveau i en sportsgren kræver det mange lystbetonede timer med aktiviteten. Spillerne i superligaen har med garanti både spillet i skolen, på gaden og naturligvis i klubben.

Der er dog strukturelle ændringer, der reducerer antallet af timer med fysisk udfoldelse:

1. Børn går længere tid i skole og er derfor afhængige af faciliteter og  klassekammerater, som vil dyrke sport. I en spørgeundersøgelse* foretaget af KB Talent svarer 100 pct., at de primært dyrker selvorganiseret fodbold i skolen. Hvorimod kun 30 pct. spiller på gaden. Det skyldes, at tidsrummet mellem skolen og træning i klubben er kortere pga. skolereformen.  Det store talent risikerer derfor at være på en skole, hvor klassekammeraterne ikke gider sport, eller skolen ikke har et fodboldbur. En overset faktor ved at spille på gaden er, at her spiller drengene ofte mod ældre og bedre drenge. Dermed for de en matching, som de ikke får mod jævnaldrende  klassekammerater.

2. En anden faktor er forældrenes mere beskyttende adfærd. Børn får senere lov til at bevæge sig frit i byrummet. Denne faktor har også indvirkning på børnenes generelle bevægelse, da de oftere bliver kørt i bil til klub og i skole. Faktisk viser undersøgelser, at børn, der bliver kørt til sport, oftere er skadet og dårligere motorisk. Det hænger sammen med, at deres bevægelsesmønstre bliver for endimotionelle.

Når vi ser på, hvem de spiller med, så er det åbenlyst, at klassekammerater er de primære. En anden interessant observation er, at ”far, mor og bror” scorer næsthøjest. 73 pct. svarer, at de spiller med dem.

Vi oplever i KB Talent, at faren spiller en stor rolle for dygtiggørelsen. Her tænker mange straks på overambitiøse fædre. Det er ikke det indtryk, som vi har. Selvfølgelig tænker fædre på dygtiggørelse, men det er primært en fælles glæde ved sporten, som er bærende i relationen. Sat på spidsen kræver det næsten en ”aktiv” far, hvis drengene skal nå et højt teknisk niveau. Klubberne træner nemlig for få timer. Derfor er det op til drengene at supplere klubtræningen med lystbetonede aktiviteter, der stimulerer deres tekniske færdigheder og motoriske udvikling.

45 pct. dyrker selvorganiseret fodbold i 5-8 timer om ugen. 36 pct. spiller mellem 1-4 timer om ugen. Hvis man kun spiller et par timer udover sin normale træning, så bliver det svært at nå det tekniske niveau, som der kræves på eliteungdomsholdene i de bedste klubber i Danmark.

Vi kunne aldrig finde på at kræve selvtræning ud af drengene. En vigtig pointe er netop, at lysten og motivationen skal komme indefra. Det er dog essentielt, at de drenge, der har et brændende ønske om at dygtiggøre sig får de strukturelle rammer til det.

Derfor vil det være et fantastisk tiltag, hvis klubber i Danmark etablerer tider, hvor drengene kan bruge klubbernes anlæg udenfor deres normale træning. På den vis kan vi lave en nudging, så spillernes adfærd bliver præget.

I KB Talent har drengene mulighed for en gang om ugen, at bruge vores materialer til selvorganiseret træning. Endvidere har de altid mulighed for at blive før og efter træning. Når drengene er yngre kan klubben måske stille en person til rådighed, så klubben bliver en slags sportsfritidsordning. 

På den måde forsøger vi at skabe en adfærd, hvor drenge får flere timer med bevægelse, og selvtræning bliver en naturlig del af drengenes fodboldopvækst.

*Undersøgelsen er foretaget blandt 44 spillere i KB Talent U10-13. 33 spillere har svaret i undersøgelsen.

Debatindlægget er skrevet af Anders Lange. Han er uddannet cand.pæd.soc og ansat som talentchef for U10-U13 på FC Københavns School of Excellence.

Superliga

Mere Superliga

Fokus