Hummels håber på hurtigt skadesforløb
Foto: Markus Schreiber/POLFOTO
Bundesliga

Hummels håber på hurtigt skadesforløb

Mats Hummels blev skadet mod Hamburger SV i går, men han går efter allerede at være tilbage i næste uge.

I går vandt Bayern München 1-0 over Hamburger SV, og mens der var grund til at juble over dette, var der en anden hændelse, der gav anledning til det modsatte.

Otte minutter efter pausen måtte Mats Hummels nemlig lade sig udskifte på grund af en knæskade.

- Jeg fik et slag på knæet før pausen Jeg troede, det ville være bedst at løbe det væk, men det var ikke tilfældet, siger Mats Hummels ifølge goal.com om skaden.

Hummels mener dog ikke, at denne skade er så slem, at han kommer til at være ude i en længere periode. Faktisk har han sat næsen op efter at være med, når Bayern München på onsdag møder Atletico Madrid i Champions League.

- Jeg håber på at være tilbage på onsdag, lyder det fra en håbefuld Mats Hummels afslutningsvis.