Det kunne være gået helt galt på Amager
Foto: Melissa Hjerrild / Polfoto
Generelle

Det kunne være gået helt galt på Amager

Der ligger en alvorlig omgang selvransagelse for de sikkerhedsansvarlige i Fremad Amager oven på torsdagens tyveri i FC Midtjylland-spillernes omklædningsrum.

Prøv at forestil dig, at du sidder ved et bord. En meter foran bordet er placeret to kæmpe kameraer på stativ og med dertilhørende kameramænd. Rundt om er der en masse store TV-skærme. Og skråt foran sidder to herrer og kommenterer kampen for TV3 Sport.

Hvad får man så?

Absolut intet udsyn.

Det er ikke så godt, når man som journalist sidder på sin presseplads uden på nogen måde at kunne se banen. Men det var de forhold, man blev budt som journalist på Sundby Idrætspark torsdag aften, hvor Fremad Amager havde besøg af FC Midtjylland i DBU Pokalen. Og helt ærligt – det var sgu helt okay. Det er en del af selve charmen ved pokalturneringen, at forholdene er langt mere ydmyge, end vi pressefolk er vant til fra Superligaen. ”Vi har gjort, hvad vi kunne”, konstaterede Fremad Amagers pressemedarbejder. Og det fornemmede man virkelig, at de havde.

I pausen kunne man gå op i boden og få sig en kop kaffe og et stykke lagkage, og her blev man mødt af noget af et syn. Claus Steinlein stod nemlig for at skære kagen. I erkendelse af, at den enlige mand i boden var så travlt optaget af at skænke kaffe, at han ikke også havde tid til at skære lagkagen, valgte Steinlein at give en hånd med. Så der stod han så, en af de mest fremtrædende personer i dansk fodbold, og skar kage til de fremmødte tilskuere på Sundby Idrætspark, mens han spurgte, om man kunne tænke sig et lille, stort eller mellem stykke. Det er pokalcharme, når det er bedst.

Det hele var dog knap så charmerende, når det gjaldt sikkerheden på stadion. Den helt store historie fra Sundby Idrætspark var som bekendt, at en flok tyveknægte i anden halvleg af kampen var vadet direkte og ugenert ind i FC Midtjyllands omklædningsrum og løbet med alle værdigenstande. Det fortæller alt om sikkerheden, som vitterligt var under al kritik, og som på ingen måde kan undskyldes med pokalcharme. Enhver kunne færdes, hvor det passede én, og det var stærkt bekymrende.

Spillertunnellen var pivåben efter kampen. Flere gange måtte Claus Steinlein pænt bede en flok unge mennesker om at træde lidt tilbage. Her befandt de sig på selve dørtærsklen til FC Midtjyllands omklædningsrum. Da Rafael van der Vaart forlod omklædningsrummet, blev han med det samme overfuset af en håndfuld begejstrede fodboldfans, og det var tydeligt, at den hollandske superstjerne langt fra brød sig om så meget intimitet. For nuancerne og retfærdighedens skyld skal det tilføjes, at de såmænd bare ville have taget et billede med deres idol, og der var næppe nogen FCM-spillere, der følte sig i livsfare på Sundby Idrætspark, men det er ligegyldigt.

Tanken om, at hvis der bare var en enkelt ud af de 2.500 tilskuere, der havde besluttet sig for at rydde overmunden på en af spillerne, kunne han have vadet direkte ned i omklædningsrummet og gjort det, er beskæmmende. Og det er slet, slet ikke i orden.

Deri ligger en alvorlig omgang selvransagelse for de sikkerhedsansvarlige i Fremad Amager. Om det skyldes for dårlig uddannelse eller for lidt sparring, skal jeg ikke kloge mig på.

Helt sikkert er det i hvert fald, at lignende tilfælde ikke må få lov at gentage sig ved en fodboldkamp i Danmark.