Ombejlet dansk U21-landsholdsspiller: Slår til mod Henan
Lars Rønbøg / Getty Images
Landshold

Ombejlet dansk U21-landsholdsspiller: Slår til mod Henan

Casper Nielsen både scorede og assisterede i det danske U21-landsholds sejr over kinesiske Henan.

Den danske midtbanespiller Casper Nielsen er i dag blevet sat i forbindelse med et skifte fra Esbjerg til OB i Superligaen. Men spilleren selv har dog ikke haft tid til den snak i dag. Han er nemlig med U21-landsholdet i Dubai, hvor de forbereder sig til EM-slutrunden i Polen til sommer.

I dagens kamo mødte U21-landsholdet kinesiske Henan, der har danske Eddie Gomes på holdet, og her blev det til en sikker dansk sejr på 3-0.

Undervejs både scorede og assisterede Casper Nielsen, og for ham var det godt at komme i gang med fodbold igen.

- Det er dejligt med endnu en sejr. Det er klart, at vi i starten af kampen lige skal i gang. Man kan godt se, at det er længe siden, at vi har spillet. Men alligevel synes jeg, at vores organisation er god. Det er klart, jo længere vi kommer ind i kampen, jo bedre bliver vi også på bolden og jo mere trætte begynder de at blive. Så må man bare sige, så slår vi også til. Vi får lukket kampen. Alt i alt var det dejligt med første kamp med en sejr og komme i gang med at spille fodbold igen, siger Casper Nielsen til DBU efter kampen.

Mens rygterne om Casper Nielsens fremtid fortsætter herhjemme, fortsætter hans tur med U21-landsholdet noget tid endnu.

Den næste opgave i EM-forberedelserne er på søndag, når Usbekistans A-landshold stiller op som modstander.

U21-landsholdet er i Dubai frem til den 23. januar.