Spillet om Jakob Ankersens fremtid er i fuld gang i disse dage. Han bliver dagligt sat i forbindelse med et skifte til belgiske Zulte Waregem, og belgiske medier melder nu, at danskeren kommer til klubben i denne uge.
Ankersen er imidlertid stadig i Sverige, og onsdag eftermiddag udtalte han sig til det svenske medie Göteborg-Posten. I et interview med mediets netavis fortæller han, at alt endnu er åbent.
- Jeg ved endnu ikke, hvad det ender med. Og som sagt holde rjeg det for mig selv og dem, der skal vide noget om det. Jeg kan være her næste år, jeg kan være et andet sted. Der er intet, der er på plads endnu, så vi må se, hvordan det ser ud om et par dage, siger Jakob Ankersen til Göteborg-Postens netavis.
Det har været fremme, at IFK Göteborg og Zulte Waregem er enige om en pris på Ankersen, og det er nu op til spilleren at beslutte sig om fremtiden.
Jakob Ankersen har kontraktudløb i IFK Göteborg den 31. december 2017.