Blog: Er der en mening med galskaben i Esbjerg?
Foto: EfB
Generelle

Blog: Er der en mening med galskaben i Esbjerg?

I januar måned har Esbjerg fB lignet et hold, der falder fra hinanden, og hullerne er blevet lukket af ukendte georgiere og grækere. Men måske er der en plan med åreladningen.

Tidligere på dagen bemærkede en kollega, at han ikke havde set en klub med så direkte kurs mod 1. division siden FC Vestsjællands nedrykning i 2015, som Esbjerg fB har nu. Det var med henvisning til efterårets pauvre resultater, det ledelsesmæssige kaos og januar måneds afsked med seks spillere. 

Vi har tidligere på tipsbladet.dk kaldt Esbjerg en kutter med lutter matroser og uden kaptajn. Den kaptajn tegner sig dog ret tydeligt i disse uger i form af sportsdirektør Ted van Leeuwen, der øjensynligt uden at blinke har solgt Casper Nielsen, Kevin Mensah, Ryan Johnsson Laursen og Bjørn Paulsen. 

Kaptajnen har udstukket en kurs, men desværre for Esbjerg ser den ud til at pege mod nedrykning. 

EfB har lagt klubbens fremtid i hænderne på den hollandske sportsdirektør; det medgav den konstituerede direktør, Dan Mose Andersen, i FodboldFM på Radio 24syv i sidste uge. Sportsdirektøren fremstår afklaret med, at klubben i en presset situation har afgivet flere markante spillere og erstattet dem med nogle, der i Danmark ikke vækker nogen genkendelse.

Det fik blandt andet TV3 Sports Peter Graulund til at kritisere Van Leeuwens dispositioner. 

- Det er et gigantisk problem. Når du sender alle danskerne ud af vagten, hvem skal så være kulturbærere? Det er dem, der har været i klubben i lang tid. Det er danskere, sagde han i sidste uge. 

Jeg tror, at Graulund har fat i noget af det rigtige, kulturen, men jeg tror ikke, han har fat i den lange. For det er helt bevidst, at Van Leeuwen har skilt sig af med fremtrædende spillere netop for kulturens skyld. 

Det var spillere, der ikke havde lyst til at være i Esbjerg længere, og klubben har gjort det klart, at den kun kan bruge folk, der er dedikerede til overlevelseskampen. I det lys giver det mening at skære dem fra, som man ikke vurderer i stand til at trække med fuld kraft på samme hammel. 

Kulturbærere er kun værd at samle på, hvis de bærer en god kultur videre. Det har Esbjerg vurderet, at de solgte spillere ikke gjorde.

Skal man tro forlydenderne fra Vestkysten, har grebet allerede haft en effekt. Ledere som Jesper Jørgensen og Victor Pálsson har givet offentligt udtryk for, at stemningen i truppen er blevet langt bedre på denne side af nytår. Det samme sagde Van Leeuwen til tipsbladet.dk tidligere i dag. 

Ikke desto mindre er det et stort sats, Van Leeuwen og Esbjerg har foretaget med deres transfers denne vinter. Det lignede en resignation, da nyhederne om de mange salg tikkede ind, og vi ved ikke nok om indkøbene til at sige noget kvalificeret om deres niveau. 

Det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden, og Esbjerg nye spillere og nyfundne gode stemning bliver først sat på prøve, når Superligaen begynder igen. 

Men om ikke andet lader der til at være mening med galskaben. Spørgsmålet er bare, om det kan ændre kursen for den kuldsejlende kutter.