Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (19. runde)
Foto: Getty Images
Bundesliga

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (19. runde)

Transfervinduet er lukket, og det har bl.a. betydet tilgang af Patrick Banggaard og Nikolas Nartey til danskerstatus. Ingen af de to gjorde sig bemærket i denne runde, men et andet nyindkøb i rækken scorede sit første mål, mens en dygtig forsvarsspiller spillede sig på Kickers rundens hold for fjerde gang i sæsonen. En uddybning og en forklaring på det hele finder du her i vores danskerstatus.

Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:
Gladbach skulle i denne runde møde Freiburg, der inden rundens kampe lå fem pladser over Gladbach i tabellen. Denne forskel kunne man ikke se på resultatet, da kampen var færdig. Gladbach måtte dog vente til det 73. minut med at få hul på bylden, men derefter lykkedes det dem at score to gange yderligere til resultatet 3-0. Det bringer dermed Gladbachs sejrsstime op på to kampe, og det er vel at mærke første gang i sæsonen, at de har vundet to kampe i træk.

Igen var det de to danskere Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, der udgjorde det centrale forsvar hos Gladbach, og det er selvfølgelig svært at sætte noget konkret på deres indsats, når holdet kunne gå fra banen med et clean sheet. Jannik Vestergaard vandt hele syv hovedstødsdueller, flest af alle. Han stod også for hele 13 clearinger, hvormed han også placerede sig øverst i denne kategori. Lige under med ni clearinger befandt AC sig.

Alt i alt var det en god kamp for de to danskere, der ser ud til at have manifesteret sig som Dieter Heckings foretrukne stopperpar.

Frederik Sørensen og Nikolas Nartey, 1. FC Köln:
Köln kæmper en hård kamp for at spille sig op på en af de til europæisk fodbold adgangsgivende pladser, og de gjorde, hvad man kunne forlange af dem i weekenden, da de slog Wolfsburg 1-0. Problemet for dem er så bare, at de nærmeste konkurrenter også vinder, så de må stadig finde sig på syvendepladsen i ligaen.

Frederik Sørensen spillede igen hele kampen for Köln, og det gjorde han så imponerende, at han ifølge WhoScored blev kampens spiller, og at han kom på Kickers rundens hold for fjerde gang. Kun tre spillere har formået at komme på Kickers Elf des Tages fem gange, så det siger noget om det høje niveau, Sørensen har vist i sæsonen. Sørensen havde mere boldbesiddelse end alle sine holdkammerater, han vandt seks hovedstødsdueller (delt flest med Mario Gomez), og han leverede både flest clearinger og bolderobringer med henholdsvis ni og syv. En gennemgående dominerende præstation fra Frederik Sørensen, der gør sit for at forsøge at gøre sig selv landsholdsaktuel.

Köln har købt en ny dansker i transfervinduet. 16-årige Nikolas Nartey er skiftet fra FC København til Köln, hvor han i første omgang skal husere på klubbens U17-hold. Kölns U17-hold huserer i rækken, der hedder B-Junioren Bundesliga West, og denne række genoptager ikke kampene før 18. februar, så vi skal stadig vente lidt med at se Nartey i aktion.

Patrick Banggaard, SV Darmstadt 98:
På sidstedagen af transfervinduet blev Bundesligaen beriget med endnu en dansker, da Patrick Banggaard skiftede til Darmstadt. Søndag havde han så mulighed for at spille for sin nye klub for første gang, da Darmstadt mødte Eintracht Frankfurt. Det blev ikke nogen god kamp for hverken Banggaard eller Darmstadt. Darmstadt tabte kampen 2-0, og Banggaard måtte se hele kampen fra bænken. Det er måske også meget forlangt, at han gå direkte ind i startopstillingen, når han knap nok har haft mulighed for at træne med holdet endnu. Man kan tillade sig at håbe på, at en ekstra uge kan overbevise træner Torsten Frings om, at Banggaard selvfølgelig skal have en startplads på dette Darmstadt-hold, der ligger sidst i ligaen og ikke har vundet en kamp siden 22. oktober, da spillerunde otte af Bundesligaen blev afholdt. For øvrigt har holdet kun stået én eneste af kampene siden uafgjort, mens resten er blevet tabt, så det er et stabilt hold, Banggaard er kommet til. Men desværre et stabilt dårligt hold.

Jonas Lössl, Niki Zimling og Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:
Der er ikke meget positivt at sige om Jonas Lössl og Mainz i denne omgang. De var lørdag på besøg hos Hoffenheim, og de blev noget ugæstfrit sendt hjem igen med et nederlag på 4-0 i bagagen. Det var tydeligvis en af de kampe, Lössl vil gøre sit for at evaluere og så ellers bare glemme i en fart og jagte noget oprejsning. På trods af de fire indkasserede mål formåede Lössl faktisk at levere en enkelt redning mere end Baumann i det modsatte mål. Det siger jo nok også en hel del om presset, Lössls mål var under.

Kun to hold har indkasseret flere mål end Mainz i sæsonen, og man kunne snakke længe om de problemer, det afstedkommer at indkassere så mange mål, når man forsøger at etablere sig et sted midt i tabellen. I hvert fald kan man ikke længere tale om det så et midlertidigt fænomen. Mainz er nødt til at lukke bedre af, og Lössl kunne jo passende gå forrest.

Niki Zimling er blevet degraderet til Mainz’ andethold, med hvem han spillede 90 minutter i weekenden og tabte 0-1 til Paderborn.

Emil Berggreen har fortsat til gode at komme sig oven på sin langvarige skade.

Martin Hansen, FC Ingolstadt 04:
Martin Hansen og Ingolstadt skulle i runden en tur til hovedstaden og møde Hertha BSC. Kampen startede dårligt for danskeren. Ingolstadt kom nemlig bagud i det andet minut. Stillingen skulle vise sig at holde hele kampen, og da Ingolstadts konkurrenter HSV vandt deres kamp, rykkede Ingolstadt en plads ned i tabellen, så de nu igen befinder sig på 17. pladsen; en plads de utvivlsomt gerne vil avancere fra.

Om Martin Hansens præstation kan vi sige, at han satte sit navn på en enkelt redning, og ellers er der faktisk ikke så meget at sige. Positivt er det dog, at han fortsat holder Örjan Nyland på bænken. Ingolstadt møder Bayern München i næste runde, og det er næppe en kamp, fra hvilken de forventer at kunne tage en masse, men de skal omvendt kæmpe for deres liv resten af sæsonen, så alle små chancer skal jagtes.

Thomas Delaney, SV Werder Bremen:
Thomas Delaney håbede nok noget på, at tredje gang skulle blive lykkens gang, da han søndag gik på banen sammen med Werder Bremen for at møde Augsburg. Det blev dog kun til endnu et nederlag til Delaney og co. på 3-2, og dermed befinder de sig stadig på 15. pladsen i ligaen.

Delaney spillede igen 90 minutter for Werder, og man kan ikke klandre ham for nederlaget. Han opnåede en boldbesiddelsesprocent på 7,4 %, hvilket var næstmest af alle i kampen. Han vandt otte hovedstødsdueller, og det var kun Ja-Cheol Koo, der kunne matche ham i denne kategori. Han befandt sig også på en delt førsteplads, hvad angik antal tacklinger. Der skulle dog også kun tre tacklinger til at placere ham der.

Delaney var ikke lige så i øjnefaldende og dominerende, som han var det i kampene mod Dortmund og Bayern, men på plussiden var det hans hovedstød ved bagstoplen, der var med til at bringe Werder i fornt.

Emre Mor og Jacob Bruun Larsen, Borussia Dortmund:
Der var udsigt til et potentielt danskermøde, da Dortmund fik besøg af RB Leipzig. Det blev dog kun Yussuf Poulsen, der kunne bryste sig af at være dansker og at bestige banen. Emre Mor var udeladt fra Dortmunds trup, så han kunne end ikke se sine holdkammerater fra bænken.

Vi ønsker så langt fra at male fanden på væggen, men det er et faktum, at Emre Mor har spillet 22 minutters fodbold i Bundesligaen, siden han den femte november leverede to assists i kampen mod HSV. Det er selvfølgelig også svært at forvente en masse hos Dortmund, hvor bl.a. André Schürrle og Götze måtte opholde sig på bænken under hele kampen mod RB Leipzig. Måske er vi lidt forblændet af den forholdsvis store mængde spilletid, Emre Mor fik i starten af sæsonen, men vi savner i hvert fald at se ham i aktion.

A-Junioren Bundesliga West er igen rullende, og det betyder kampaktion til Jacob Bruun Larsen. Han spillede 90 minutter for Dortmunds U19-hold, da de lørdag mødte Gladbach U19. Dortmund U19 tabte kampen 3-4, men Bruun Larsen scorede dog trods alt et enkelt mål, og han er fortsat topscorer i rækken.

Yussuf Poulsen, RB Leipzig:
Just ovenfor kan man læse, at Yussuf Poulsen blev den eneste dansker, der kom på banen i opgøret mellem Dortmund og RB Leipzig. Til gengæld kan man ikke læse, at Dortmund vandt kampen 1-0, så det skal selvfølgelig nævnes her. Det betyder for Leipzig, at de mistede et lille skridt i mesterskabskampen, da Bayern tidligere samme dag havde spillet uafgjort med Schalke. Det betyder også, at Yussuf Poulsen igen ikke kom på scoringstavlen.

Selvfølgelig skal vi nævne, at han spillede hele kampen, og at han faktisk sluttede med den højeste pasningssikkerhed af alle; det er trods alt ret imponerende som angriber, men det er også i grove træk, hvad der er at sige om Poulsens kamp. Han havde det svært i mødet med Dortmunds forsvar.

Heldigvis kommer der en ny mulighed for Poulsen til at imponere, bl.a. skal Leipzig i næste runde møde HSV.

Noter fra 2. Bundesliga:

Danskerstatus er ved at nå sin afslutning, så derfor slår vi vejen et smut forbi 2. Bundesliga og danskerne i denne række.

Vi starter hos Hannover 96 og Uffe Bech. Bech var igen valgt til startopstillingen, men han blev pillet ud lige inden pausen, desværre på grund af en skade. Hannover tabte opgøret til Greuther Fürth 4-1. Bech var ikke involveret i Hannovers mål.

Videre til 1860 München og Christian Gytkjær, der havde gjort sig fortjent til en startplads. Tilliden kvitterede han for ved at score Münchens enlige mål i kampen efter bare 13 minutter på banen. 1860 München tabte kampen 2-1.

De eneste danskere, der fik point i rækken i runden, var Kristian Pedersen og Jakob Busk, der begge spillede 90 minutter for Union Berlin mod Dynamo Dresden. Kampen endte 0-0.

bulibold.dk er Danmarks største side om tysk fodbold. Vi leverer interviews, analyser, podcasts og meget mere