Ståle: Cornelius har været på besøg i Atalanta
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Ståle: Cornelius har været på besøg i Atalanta

FCK-manageren bekræfter, at den danske angriber har været et smut i Italien for at se på Atalanta.

Nummer fem i Serie A, Atalanta, kan fra sommer måske få en dansk angriber i truppen.

I hvert fald kunne BT torsdag fortælle, at angriber Andreas Cornelius fra FC København var på besøg i klubben onsdag og torsdag, og det er med henblik på en eventuel transfer.

Ifølge flere danske medier ligger prisen på angriberen på et sted mellem 30 og 33 millioner kroner, og nogle af de penge skal så afleveres til Cardiff, som FCK hentede Cornelius tilbage fra.

Og at der er noget om snakken, bekræfter Ståle Solbakken nu over for TV 2 Sport.

- Jeg kan bekræfte, at han fik lov at besøge klubben et par dage siger han og forklarer:

- Der er ingen kontrakt på plads, men nu må vi se tiden an. Cornelius har været her i dag og trænet godt, så træner han i morgen og spiller mod Midtjylland (søndag, red.). Så ser vi, hvad fremtiden bringer.

Angriberen, 24 år, skiftede fra FC København til Wales-klubben Cardiff i sommeren 2013, hvor klubben var i Premier League. Skiftet var ingenlunde en succes, og allerede i januar 2014 vendte Cornelius tilbage til FC København, hvor han siden er blevet bedre og bedre.

I denne sæson har Cornelius scoret ni gange i Superligaen for FC København, og nu er han altså på vej til Atalanta, der ligger nummer fem i Serie A i øjeblikket.