Video : Tipsbladet
Generelle

Sviatchenko ude i seks uger

Celtics danske forsvarsspiller står foran seks ugers pause efter at være blevet ramt af en knæskade.

Erik Sviatchenko er ude i seks uger på grund af den skade, som han pådrog sig i kampen mod Rosenborg i Champions League-kvalifikationen.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller pådrog sig en knæskade i Celtics sejr over Rosenborg i onsdags, og står med stor sandsynlighed til at misse skotternes Champions League-playoff-kampe mod Kazakhstanske Astana senere på måneden.

Sviatchenkos skade er en bet for Celtic-træner, Brendan Rodgers, som i forvejen må undvære en anden forsvarsspiller, Dedryck Boyata, frem til september.

Selvom skaden holder den danske landsholdsspiller ude i seks uger, så er Brendan Rodgers positiv.

- Det kunne have endt værre, men vi ser på det om seks uger. Han er formentlig ikke tilbage før september, sagde Rodgers efter kampen.

Den 25-årige forsvarsspiller var netop vendt tilbage efter en skade, som holdt ham ude af det første opgør i Skotland, som endte 0-0.