Video : Tipsbladet
Premier League

Sky: Leicester nærmer sig ansættelse af Puel

Claude Puel er i avancerede forhandlinger med Leicester omkring jobbet som manager.

Efter 2016/17-sæsonen valgte Southampton at fyre Claude Puel, selvom den franske manager førte klubben til en ottendeplads i Premier League - dog kun seks point foran 17. pladsen - og en plads i EFL Cup-finalen.

Siden da har den 56-årige manager gået arbejdsløs, men nu kan han snart være på vej tilbage i arbejde. Ifølge Sky Sports er Puel nemlig i avancerede forhandlinger med Leicester, som er på jagt efter en erstatning for Craig Shakespeare.

Shakespeare blev fyret i sidste uge, og i mellemtiden har Michael Appleton stået i spidsen for Foxes, og selvom han har ført klubben til to sejre sidenhen, vil Leicester have en manager med større erfaring.

I Leicester har frygten gået på, at de har kigget på de samme kandidater som Everton, som også er på udkig efter en ny manager efter fyringen af Ronald Koeman.