Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Helsingør - Silkeborg IF

Nu er der ikke længere plads til fejl. Et af de to hold rykker ud af Superligaen.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 18.00
Spillested: Helsingør Stadion
Slutspil: Alka Superliga Playoff
Dommer: Jens Maae
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #FCHSIF #SLDK

Holdnyt:

FC Helsingør:
Christian Lønstrup og FC Helsingør har i noget tid vidst, at klubben skulle spille om at undgå nedrykning, og senest tabte klubben samlet til Randers FC, så der ikke længere er plads til fejltagelser. Enten FC Helsingør eller Silkeborg IF rykker direkte ud - det vindende hold skal efterfølgende spille playoff om at rykke ud.

FC Helsingør var tæt på at vinde mod Randers og er blevet noget bedre i løbet af foråret, og samtidig kan træner Christian Lønstrup glæde sig over, at holdet har slået Silkeborg i to af fire kampe denne sæson og senest spillede 0-0 i Helsingør mod de røde. Kun det første møde blev tabt.

Til opgøret er klubben fortsat uden Johannes Ritter. Andreas Holm og Anders Holst er heller ikke helt klar, mens Adnan Mohammad skal testes inden opgøret mod Silkeborg.

Silkeborg IF:
De havde det perfekte resultat i hånden, men Silkeborg IF formøblede en føring på 2-0 hjemme mod Lyngby BK og måtte således nøjes med 2-2. Det er langt fra første gang, at klubben har gjort det. SIF var foran 2-0 mod FCN og tabte 2-4 hjemme i denne sæson, og mod FC Helsingør tidligere i foråret tabte klubben 2-3 efter at have ført 2-0. Samlet endte det derfor med et nederlag på 3-4 mod Lyngby, og nu er SIF i akut nedrykningsfare efter et forår, hvor klubben i de kolde måneder spillede med om top seks.

Peter Sørensen skal have samlet stumperne og gjort holdet klar til de to meget vigtige kampe, der venter. SIF var senest uden sygdomsramte Casper Sloth og Sammy Skytte, men de bør begge være tilbage for Silkeborg, mens spørgsmålet er, hvor slemt det står til med den ankelskade, Simon Skou Jakobsen har pådraget sig. SIF kan glæde sig over, at unge Jeppe Spliid Gertsen har spillet godt, når han har fået chancen, og det var, da han blev kramperamt og senere måtte udgå, at det begyndte at falde sammen i det bagerste forsvar. Så er Simon Jakobsen ikke klar til at spille, har Jeppe Spliid Gertsen vist, at han kan træde til.

SIF er uden den karantæneramte Jens Martin Gammelby, og så er Dennis sidder ude igen, efter han måtte sys med fire sting i det ene knæ som følge af, at hans ene knæ smadrede ind i den ene stolpe. Også den brasilianske angriber "Alex" er ude igen, denne gang med en lyskenskade, mens Sikosek, Vatsadze og Mikkel Cramer sidder over.

Karantæne:
FC Helsingør: Ingen
Silkeborg IF: Jens Martin Gammelby

Bud på startopstillinger:
FC Helsingør (4-4-2): Bruhn - Fisch, Gregor, Henriksen, Jørgensen - Leiria, Olsen, Køhler, Mohammad - Mortensen, Douglas

Silkeborg IF (4-2-3-1): Friis Jensen - Vendelbo, Salquist, Jakobsen, Dahl - Sloth, Moro - Rodic, Skhirtladze, Rochester - Nilsson

Profilen:
Han scorede i pokalfinalen, og han er meget talentfuld, når han har bolden ved sine fødder. Men det er, som om offensivspiller Davit Skhirtladze fra Silkeborg ikke helt kan forløse det store potentiale, han har. Han mangler stabilitet i sit spil, og bundniveauet er ganske enkelt for lavt. Der har i Silkeborg aldrig været mere behov for en god præstation fra Skhirtladze end nu.

Vidste du, at...:
Silkeborg har i foråret bare fået et enkelt point mere end FC Helsingør, så der er på ingen måde klasseforskel, når de to hold mødes over to kampe, startende i Helsingør. Ser man alene på de sidste 12 runder i Superligaen, har SIF hentet bare én sejr, mens Helsingør har hentet tre sejre.

Dom:
Det bliver nervepirrende, og der er flere interessante ting, der kan være med til at afgøre kampen. Handler det eksempelvis om rutine, eller handler det mere om dagsform? Førstnævnte favoriserer Silkeborg, mens sidstnævnte favoriserer Helsingør.

SIF plejer at score, men kan omvendt heller ikke holde modstanderne fra at komme på tavlen, og vi tror på, at det bliver et forholdsvis nervøst opgør, hvor det hele forbliver åbent til returkampen i Silkeborg på mandag - det ender 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe og form: