• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Jan Carlsen

Carlsen: Finalemålmand i fokus

Carlsen: Finalemålmand i fokus
Foto: Getty Images

Jan Carlsen er dommerobservatør og en af Europas mest velansete fortolkere af fodboldloven.

Af Jan Carlsen

I dette vejr er der al mulig grund til at være glad og lykkelig for, at man ikke selv skal spæne rundt, men kan nøjes med TV og med at se andre arbejde hårdt for sagen. Vi kommer ikke uden om, at vi nærmer os VM, hvilket de næste klummer uden tvivl vil bære præg af, men der er unægtelig lige nogle sløjfer, der skal bindes først.

Nu fik vi så fastlagt, hvilke hold der skal deltage i Superligaen til efteråret, og uanset hvilket syn man måtte have på turneringsstrukturen, kan de fleste nok blive enige om, at afslutningen med playoff-kampene har været en fest, i hvert fald for en neutral iagttager.

Smæk for skillingen og tju-bang for alle pengene. Igen er jeg rigtig glad for, at vi slap igennem det meste uden dommerkendelser, der var værd at stille spørgsmålstegn ved. Bevares, der manglede et straffespark i én af de sidste kampe – men heldigvis blev det på ingen måde kampafgørende, og så kan vi koncentrere os om eksemplet til undervisningsbrug uden alt for dårlig smag i munden.

Champions League fik vi også afgjort i den forløbne uge, og bortset fra at finaleopgøret mellem Real Madrid og Liverpool langt hen ad vejen var en rigtig underholdende affære, kastede kampen også et par situationer af sig, som har givet mange henvendelser. Egentlig overraskende mange for mig – men det er da i den grad fint nok.

Lad os starte med Reals første mål. Der vil ikke være noget at sige til, hvis målmand Karius har haft problemer med at sove bagefter, for han havde da i den grad investeret i en hel sæsons forbrug af sæbe til handskerne i den kamp. Det er længe siden, at jeg har set to så eklatante målmandsfejl som dem, der gav Reals første og tredje mål, og sådan kan fodbold være så ubarmhjertig.

Ingen tvivl om, at han nok skal rejse sig igen, men de to situationer kommer til at klæbe til ham på samme måde, som folk almindeligvis forbinder Jesper Olsen med den famøse tværpasning mod Spanien ved VM i 1986 – og ikke det fremragende sidste minuts-mål, som han scorede i en kvalifikationskamp mod England før EM i 1984.

Uden det mål havde vi ikke kvalificeret os til vores første slutrunde – og gad vide, hvor meget der så var blevet af resten af eventyret. At Spaniens mål i Mexico så aldrig skulle have været godkendt, fordi der var en spanier adskillige meter inde i straffesparksfeltet, før bolden havde forladt det på målsparket, er en anden historie.     

Men tilbage til Reals første mål. Karius har i fin stil sikret sig bolden, og han skal egentlig bare skille sig af med den igen. Udkastet er sådan set også godt nok, bortset fra at det med sin retning skal passere Benzema, som bare kan strække benet ud og dirigere bolden i mål. Der er kommet rigtig mange henvendelser med spørgsmålet, om det virkelig kan være i orden at tage bolden fra målmanden på den måde.

I gamle dage kunne vi instruere en hel aften i målmanden og alle finurlighederne, men nu om stunder er det i virkeligheden relativt simpelt. Målmanden må tage bolden forsætligt med hænderne i sit eget straffesparksfelt (som den eneste), han må bevæge sig rundt med bolden i principielt maksimalt seks sekunder, før han frigør bolden til spil – og i den periode kan ingen anden spiller få bolden fra målmanden med lovlige midler. Man må ikke forhindre målmanden i at frigøre bolden til spil.

Det efterlader os med to ting, der skal vurderes ved Benzemas aktion: er det farligt spil – og forhindrer han Karius i at frigøre bolden til spil ?  Det første kan vi relativt hurtigt komme hen over. Afstanden er vel et par meter mellem de to spillere, da Benzemas ben er strakt længst ud, og benet er ikke rettet mod Karius, men mod bolden.

Så farligt spil kan vi ikke bruge til noget.  Men er bolden frigjort til spil ? Tja, Karius har klart og tydeligt sluppet bolden, og den har bevæget sig et par meter i luften. Lad mig vende situationen om: hvis Benzema slet ikke var der, og Karius havde kastet bolden de to meter frem, var løbet efter den og havde samlet den op igen, ville ingen formentlig have været i tvivl om, at det måtte han ikke. Netop fordi bolden var frigjort til spil, og så må målmanden ikke røre bolden med hænderne igen, før en anden spiller har gjort det.

Det som måske ligger i baghovedet på mange og får tvivlen til at opstå, er situationen, hvor målmanden har bolden i hænderne, som vanligt kaster den en halv meter op i luften eller fremefter for at sparke til den og dermed frigøre den. Hvis en angriber lige i den fase, efter at bolden er sluppet, stikker foden ind og tilraner sig bolden, er det ulovligt. For godt nok har målmanden sluppet bolden og har således teknisk set ikke længere kontrol over den – men han er i færd med at frigøre bolden til brug for andre spillere, og det må han ikke forstyrres i.

Nogle har, sikkert af samme grund,  spurgt mig, om der er forskel på, om målmanden skiller sig af med bolden ved hjælp af hænderne eller fødderne, og det er der ikke – det helt afgørende er afstanden mellem målmanden og bolden, for det er den, som signalerer, at nu har målmanden skilt sig af med bolden, så de andre spillere lovligt kan erobre den. Og afstanden her var efter mine begreber stor nok til, at Benzema var i sin gode ret til at forsøge sig.

Havde afstanden nu kun været den halve, kunne vi begynde at snakke om tingene – og det var nok også det, som Karius fortvivlet prøvede at signalere med hænderne, da han med en omvendt lystfiskergestus forsøgte at vise, at Benzema højst havde været cirka tyve centimeter væk. Men selv om vi nok alle i en snæver vending allerhelst vil tørre egne fejl af på ydre forhold, hoppede dommer Mazic og hans team heldigvis ikke på den.  

Den anden situation fra finalen var den, der nok var kraftigt medvirkende til at punktere Liverpools drømme, nemlig at Salah tidligt måtte udgå efter et sammenstød med Sergio Ramos. Ramos kan godt lide at holde fast i folk i nærkampene, og her holdt han så grundigt fast, at han nærmest trak Salah med sig ned med et uheldigt nedfald til følge.

Guderne skal vide, at jeg har et noget ambivalent forhold til Sergio Ramos. Han kan lave genialiteter og forrygende hovedstødsmål på afgørende tidspunkter, men han kan også té sig på en måde, så han snildt ville kunne begå sig i et gennemsnitligt værtshusslagsmål. I virkeligheden synes jeg ikke, at handlingen over for Salah kommer ind på en top tyve-liste over Ramos-overgreb gennem tiderne. Men selvfølgelig får situationen ekstra fokus, fordi resultatet bliver det yderst uheldige, at Salah, som omvendt hører til i den mere sympatiske afdeling, må udgå og måske misser åbningen på VM).       

Selv om sympati og harme her er éntydigt fordelt på de to spillere, bliver man også nødt til at se på det, som man med et frækt ord kunne kalde proportionalitet. Er aktionen fra Ramos af en sådan karakter, at man med rimelighed kan forvente, at Salah ville blive så slemt skadet ? 

Den minder lidt om situationen fra sidste VM og kampen mellem Colombia og Brasilien, hvor Zuniga i opspringet efter en høj bold fik anbragt et knæ så uheldigt på Neymar, at turneringen sluttede dér for Neymars vedkommende og gav ham et par måneders pause på grund af beskadigede ryghvirvler.

Skræller man følgevirkningerne væk, var dette frispark vel ikke engang ét af de fem mest svinske i den kamp – men alligevel har jeg flere steder set det fremhævet som en skrækaktion. Zuniga kunne snildt have fået en advarsel, for handlingen var afgjort hensynsløs (ligesom så meget andet var i lige den kamp). Men ingen kunne vide, at Neymar ville blive ramt så uheldigt og med så store konsekvenser – og fordi dommeren havde set og vurderet situationen, ville FIFAs disciplinærkomité heller ikke gå ind efterfølgende og give karantæne eller andet.

Det er afgjort et af de steder, hvor det kan være sværest at være dommer – at skille sympati, følelser og fakta fra hinanden. Ingen kan være i tvivl om at Salah (og Neymar)  fortjener al mulig sympati, - men hvis det vitterlig er sort uheld, at resultatet bliver, som det bliver, er det morderlig svært at skride til de helt store drastiske sanktioner mod synderen, der begår et frispark, som måske nok er over kanten, men ikke er sat ind med det formål at skade modspilleren og foretaget med unødig stor kraft.

Vi vil allesammen gerne beskytte de gode fodboldspillere,  men man er nødt til at have juraen med og ikke udelukkende lade følelserne råde, selv om det kan være yderst fristende. 

Superliga

Mere Superliga

Fokus