Chelseas belgiske stjerne Eden Hazard sættes ofte i forbindelse med et skifte til Real Madrid, og efter en sæson, hvor Chelsea sluttede udenfor top fire i Premier League, er de rygter blusset op igen.
Og det er ingen hemmelighed, at Real Madrid interesserer Hazard.
Det fortæller belgieren selv i et interview med L’Equipe, hvor han også tilføjer, at de ved, hvad de skal gøre, hvis de vil have ham.
- Real Madrid interesserer mig. Det ved alle. Hvis de ikke vil have mig, snakker vi ikke mere om det. Men hvis de vil købe mig, ved de, hvad de skal gøre, fortalte han.
Hazard, der efter sigende også er på blokken hos Manchester City, er i øjeblikket til VM med det belgiske landshold og skal mandag aften møde Panama.