VM-bloggen i Rusland: Helvedesturen til verdens centrum

TIPSBLADET.DK I SAMARA, RUSLAND

Gennem snart 33 år som fodboldelsker har jeg efterhånden prøvet lidt af hvert. Jeg har besøgt et dusin lande for at se fodbold som både fan og journalist. Jeg har kørt med tog, fløjet og sågar sejlet med skib for at se livefodbold, og det har givet mange store og mærkværdige oplevelser.

Jeg husker en kamp i Intertoto Cup i Spanien i 2004, hvor der ikke var nogen hotelværelser ledige i Villarreal, så min rejsepartner og jeg endte med at sove på gaden efter slutfløjt, mens vi ventede på vores tog næste morgen. Undervejs så vi en håndfuld Superliga-spillere på vej hjem fra en bytur i det spanske. Jeg husker også en tur til Liverpool, hvor motorvejskø på vej til lufthavnen i Hamburg betød, at vi forsinkede et fly efter en mirakuløs redningsaktion. Og jeg husker en hjemtur fra Dortmund i december, hvor jeg strandede i en lufthavn sammen med blandt andre Stephane Chapuisat på grund af en snestorm. Jeg måtte overnatte på en bænk; jeg tror, at den schweiziske landsholdsspiller fandt ud af noget andet.

Det er ingen nyhed, at det ér besværligt at rejse, men alligevel kaster jeg mig gang på gang ud i lange og snørklede ture til fremmede himmelstrøg for at se fodbold i virkeligheden. Og derfor har jeg netop haft et sandt helvedesdøgn på vej til Samara i Rusland, hvor jeg nu befinder mig efter 20 timers rejse med mange komplikationer. For jeg ved, at det vil være det hele værd, når jeg først står på stadion i Samara i eftermiddag og ser Danmarks anden VM-kamp ved årets slutrunde. Det vender jeg tilbage til.

Det er skønt endelig at være her, men undervejs hertil følte jeg et par gange, at jeg var med i en dårlig B-film. Det kunne være ”Fars fede fodboldferie”. 2’eren.

Her en relativt kort opsummering af turen:

Kl. 6.30, dansk tid: Vi kører fra Fyn i god tid for at komme til Københavns Lufthavn uden tidspres. Det går smertefrit, og det er herligt at møde andre danske fodboldelskere i Kastrup iført fodboldtrøjer og forventningens glæde.

Kl. 9.55, dansk tid: Afgang fra Københavns Lufthavn med et kvarters forsinkelse. Jeg er allerede lidt stresset, da vi kun har en times tid til at skifte fly i Helsinki, hvor vi skal videre mod Moskva.

Kl. 12.25, finsk tid (11.25, dansk tid): Vi ankommer til Helsinki og har en time til at finde vores næste fly. Det lykkes. Vi checker ind og går hen til gaten i fin tid for at boarde. Alle passagerer gelejdes ud i lufthavnsbussen, der kører os ud til flyet. Da vi er ved maskinen, stopper bussen. Og holder stille. Åbner ikke dørene. Vi venter. Og venter. Ingen info. Der går en halv time, og nervøsiteten breder sig med tanke på næste transit i Moskva, hvor vi oprindeligt havde to timer til at finde flyet mod Samara. I alt venter vi en time i bussen, inden den kører os tilbage til gaten med uforettet sag. Det ender med en forsinkelse på 1 time og 45 minutter.

Kl. 16.45, Moskva-tid (15.45 dansk tid): Vi lander i Moskva og har et kvarter til at komme gennem paskontrol, security, check in og så videre. Det er håbløst og mislykkes selvfølgelig. Udover min far og jeg er der cirka 15 andre danskere på vej til Samara, og det ser ud til, at vi strander i Mosvka. Første melding er, at der ikke er flere fly fra Moskva til Samara i dag. Flyselskabet kan eller vil i første omgang ikke hjælpe os, og det kræver en del overtalelse, før en fyr ved navn Andrej fra Aeroflot tog ansvar.

Kl. 18.45, Moskva-tid: Der er gået to timer med ævl, kævl, dialog, telefonopkald, desperater reddit-tråde og twitter-opslag. Stadig intet held. Foreløbig er meldingen, at vi ikke kan komme til Samara før fredag – altså dagen efter Danmarks kamp! Der er en opgivende stemning bland os 15-17 danskere, men alligevel er der et fællesskab, et sammenhold og en lille tro på, at det måske kan lade sig gøre alligevel. Nogen overvejer at droppe det og blive i Moskva. Andre kæmper for at leje en bus. Jeg er selv i dialog med flere forskellige godhjertede folk på Twitter, der sender forslag til alternative Samara-ruter. Vi joker lidt med, at landsholdet bør leje et privatfly til os ligesom de gjorde for Jonas Knudsen. Galgenhumor. Man skulle have været der. 

Kl. 19.45, Moskva-tid: Endelig. Efter tre timers hård kamp har vi på mirakuløs vis alligevel fundet en løsning. Vor russiske ven Andrey sveder og ser træt ud. Han har ringet rundt til alle mulige flyselskaber - selvom han arbejder for Aeroflot - og det er lykkedes ham at fremtrylle nogle flytbilletter fra Moskva til Samara.  Først fik vi at vide, at kun ni ud af 17 kunne komme med, men pludselig var der alligevel plads til os alle på et fly til Samara. Det afgår klokken 01.55 – i Moskvas anden lufthavn, der ligger to timers transport væk i den anden ende af byen. Af sted!

Kl. 22.45, Moskva-tid: Efter tre timers rejse med tre forskellige tog, ankommer vi i en ny lufthavn i Moskva. Efter et par timers ventetid letter flyet til tiden, og vi er på vej mod Samara.

Kl. 5.05, Samara-tid (3.05, dansk tid): Helvedesturen er overstået. Vi er på vores værelse i Samara efter 21 timers rejse. Vi har ikke rigtig sovet. Det har været vanvittigt, men optimismen og rejseglæden er alligevel tilbage, for et eller andet sted var det herligt at opleve den russiske hovedstad og dens besværligheder – sammen med en masse andre fodboldfans.

For under hele turen i alle de lufthavne, gates, banegårde og transportmidler, vi har befundet os i, har der været fyldt med fodboldfans, og man føler virkelig, at man er i hele verdens centrum. Overalt er der fodboldfans på vej til eller fra et stadion, og mange af dem har fodboldtrøjer på. Jeg har spottet brasilianere, mexicanere, marokkanere, japanere, australiere, peruanere, tunesere, tyskere og mange andre nationaliteter med samme mål: At opleve deres nation ved et VM. At være en del af festen. At se fodbold i virkeligheden.

Og det er netop derfor, at jeg gang på gang kaster mig ud i mulige og umulige fodboldrejser. Når man først står på stadion, føler man, at man er en del af en helt særlig begivenhed, som man deler med en helt masse andre. Uanset hvor i verden, det er. TV-fodbold er bare ikke det samme, for du får ikke de samme indtryk, de samme lyde, de samme dufte og de samme historier, som når du står på stadion og er en del af en menneskemængde. En del af oplevelsen. En del af historien.

Sådan føles det at være i Rusland lige nu. Jeg føler, at jeg er en del af fodbodlhistorien, for jeg er en af de tusindvis af fans, som har taget turen til det store land for at deltage i en fodboldfest, der indtil videre er forløbet uden nogen former for tilskuerproblemer. Det var skønt at opleve senegalesiske og polske fans danse side om side på et stadion til en af gruppekampene forleden. Og man kan undre sig over, at det ikke kan lade sig gøre til en simpel Superliga-kamp, hvor fangrupper skal holdes adskilt langt fra hinanden.

Jeg glæder mig til at komme ud på Samara Arena i eftermiddag og opleve begejstringen ved en VM-slutrunde på tætteste hold.

Det bliver første gang i mit liv, at jeg ser en live-kamp ved et VM. Det bliver det 14. land, jeg ser livefodbold i, og det bliver det udenlandske stadion nummer 25, jeg sætter mine ben på. Et vigtigt kryds at sætte. Et lille jubilæum.

Lige nu er jeg træt efter en meget lang tur.

Men jeg ved, at det er det hele værd, når Danmark i eftermiddag skal i kamp igen ved VM.

Jeg tror jeg vil nyde kampen lidt mere end andre tidligere live-oplevelser.