VM-bloggen i Rusland: Screw down a little bit the expectations

Gode vibrationer i en sammenbidt fest.

Man ved, at det danske landshold har spillet en skidt kamp, når selv anføreren siger, at ”der er mange ting, vi ikke kan være tilfredse med.”

Det danske spil er ikke blevet forløst i hele 2018, og altså heller ikke her ved slutrunden, hvor man stadig savner det flow, den power og den dynamik, som man oplevede i efteråret 2017.

Alligevel må de gode vibrationer fylde mest her på andendagen i Samara, hvor vi tilbringer tiden frem mod vores togtur mod Moskva i aften. Danmark har samlet fire point efter to kampe og står med gode kort på hånden i forhold til et avancement. Og det er trods alt det, det handler om til en slutrunde. Det handler meget mere om resultater end om processer, udvikling af spillet eller mindeværdige kombinationer.

Som så meget andet er det ikke et nyt fænomen, for siden 1986 har vi dyrket myten om danskerne som Nordens brasilianere, selvom vores største sejre er hentet på helt andre dyder. Behøver jeg at nævne Richard Møller Nielsen her? I hans bog var tacklinger og hårdt arbejde flidsmærker, men det er som om, at folkedybet ikke helt vil synge med på den sang, der vel har titlen "Screw down a little bit the expectations."

Fire point efter to kampe er godkendt, og den danske start på VM her i 2018 minder om noget, man har set ved tidligere slutrunder. Ved EM i 1984 bød de første to kampe på én sejr og et nederlag. Ved EM i 1992 havde Danmark blot ét point efter kampene mod England og Sverige – inden mødet med Frankrig. I 1998 måtte Danmark kæmpe hårdt for at sikre sig en smal sejr over Saudi-Arabien og følge op med en hårdt tilkæmpet 1-1’er mod Sydafrika – inden mødet med Frankrig. Og både ved VM i 2002 og EM i 2004 havde Danmark også fire point efter to kampe. Ingen af gangene havde Danmark fået taget til at løfte sig rent spillemæssigt. Men alle gange endte man med at avancere avancement.

Jeg vil da langt hellere være landsholdsspiller for Danmark end for Argentina, Tyskland eller en af de andre nationer, der har indledt slutrunden med nederlag. Og det er egentlig min væsentligste pointe: Det danske landshold har gang på gang vist, at det er meget svært at besejre. 17 kampe på stribe uden nederlag vidner om et hold med stort hjerte og karakter – og med en fremragende målmand.  Der er kun blevet scoret på straffespark mod Danmark i hele 2018. Det skyldes ikke kun held. Det skyldes soliditet. 

Kampen mod Australien viste måske den største kvalitet på det danske landshold: Arbejdsmoralen. Simon Kjær var min klare Man of the Match i kraft af sine mange dueller og tacklinger, og evnen til at stå sammen som hold kan bære langt. Det er et kedeligt begreb, men hårdt arbejde , holdånd og duelstyrke betaler sig bare og har grundlagt mange store danske fodboldresultater. Det er i øvrigt pudsigt, at Islands landshold bliver rost til skyerne for disse dyder, mens det danske landshold møder kritik.

Som så meget andet er det ikke et nyt fænomen, for siden 1986 har vi dyrket myten om danskerne som Nordens brasilianere, selvom vores største sejre er hentet på helt andre dyder. Behøver jeg at nævne Richard Møller Nielsen her? I hans bog var tacklinger og hårdt arbejde flidsmærker, men det er som om, at folkedybet ikke helt vil synge med på den sang, der vel har titlen "Screw down a little bit the expectations." 

Det betyder naturligvis ikke, at vi bare skal tage klaphatten på og læne os tilfredse tilbage. Jeg er helt enig i, at man savner at se en venstrebenet forsvarer på venstre back. Jeg mener også, at Viktor Fischer eller en anden offensivspiller skulle have haft chancen på bekostning af Pione Sisto i løbet af kampen mod Australien. Men vi må konstatere, at Åge Hareide ikke er eksperimenternes mand. Hvornår har en dansk landstræner i øvrigt været det?

Hareide har truffet upopulære og svære valg, og han har holdt fast i dem, selvom han har mødt kritik. Og nordmanden har altså sendt Danmark til det første VM i otte år - og endda hentet fire point ved slutrunden. Det er det bedste danske slutrunde-resultat i 14 år. Så helt umulig er han vel ikke. 

Måske er jeg påvirket af at være i Rusland og bevæge mig blandt glade fans her i det russiske, hvor der er gode vibrationer alene over at være til stede ved verdens største fodboldbegivenhed. Det er umuligt ikke at lade sig smitte af begejstringen, og personligt fik jeg gåsehud flere gange under Australien-kampen på grund af det fællesskab og den begejstring, der er på tribunen.

Her kunne man i øvrigt godt have ønsket sig, at det danske landshold tog sig bedre tid til at takke for opbakningen efter slutfløjt mod Australien, men fra min plads på stadion virkede spillerne også frustrerede og skuffede over indsatsen og resultatet (og dommeren) i kampen. 

Hele Danmark drømmer om en stor slutrundesejr, hvor der bliver spillet på alle tangenter, og det er der ikke noget at sige til. Vi skal vel tilbage til 2-0-sejren over Frankrig i 2002 for med lidt god vilje at finde den seneste helt store præstation i en slutrunde med en dansk landshold. Her tænker jeg på kampe, hvor Danmark har vundet en mindeværdig sejr over en stærk modstander og i nogle tilfælde samtidig vist noget spil, som kunne få engle til at synge. Udover Frankrig-kampen i 2002 kan jeg kun tælle to kampe i 1998, tre kampe i 1992, to kampe i 1986 og to kampe i 1984, der lever op til denne definition, når man skuer over den danske slutrunde-historik. Det er i alt 10 verdensklassekampe.

Spørgsmålet er, om vi får nummer 11 i år. Indtil videre har det været kampe til glemmebogen, for når vi om 30 år skal kigge tilbage på denne slutrunde, vil resultaterne og opgørene mod Peru og Australien ikke vække opsigt eller væsentlige minder. Det er i den ”nå”-afdelingen – med mindre det bliver en del af en større fortælling om et uforglemmelig dansk VM.

De store kampe og gennemført gode præstationer har vi stadig til gode, men i virkeligheden drømmer jeg ikke om flot spil og gode driblinger. Jeg drømmer om sejre og avancement. Målet helliger midlet ved et VM. 

Frankrig-kampen i næste runde vil være et godt sted at skabe nye slutrundeminder for livet.

Lige nu er den danske VM-fest stadig ikke kommet helt op at ringe. Man fornemmer en lidt sammenbidt stemning på både landshold og i tv-stuerne derhjemme. Men på de russiske tribunerne drømmer vi om gode vibrationer med fire point i bagagen.

Bliver jukeboksen startet på tirsdag?