Video : Tipsbladet
VM

Spansk landstræner: Kan blive svært at nå det endelige mål

Fernando Hierro påpeger, at det er nødvendigt for Spanien at blive bedre defensivt, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at løfte VM-trofæet.

Med hiv og sving fik Spanien udlignet i overtiden mod Marokko efter en VAR-kendelse, og med resultatet mellem Iran og Portugal var det nok til at indtage førstepladsen i gruppe B.

Dermed skal Spanien møde værterne fra Rusland i 1/8-finalen, men skal landsholdet gå hele vejen, kræver det en forbedring i den defensive del af spillet.

- Selvfølgelig kan vi forbedre os. Der er ting, der helt sikkert skal arbejdes på, og vi skal være meget kritiske. Fem mål i tre kampe er ikke vejen frem. Det har jeg sagt til spillerne, og de er professionelle og forstår.

- Vi skal kræve meget af os selv og være klar over, at hvis de scorer nemt mod os, bliver det meget svært at nå det endelige mål, siger landstræner Fernando Hierro ifølge Sky Sports.

Portugal skal i den anden 1/8-finale møde Uruguay.