Video : Tipsbladet
Rygter

Avis: Chelsea har afsendt bud på Juventus-forsvarer

Chelsea er ved at gøre klar til Maurizio Sarris ankomst, og klubben har nu afgivet et bud på Juventus' Daniele Rugani.

Det har været helt stille hos Chelsea indtil videre i sommerens transfervindue, men det er ved at ændre sig nu.

Klubben håber på at kunne præsentere Maurizio Sarri som efterfølgeren for Antonio Conte inden længe, og den italienske manager har allerede udpeget de første spillere, som han ønsker at hente til klubben.

Chelsea har nu godkendt italienerens ønske om at hente Daniele Rugani, og klubben har afsendt et bud på knap 300 millioner kroner til Juventus, som nu skal tage stilling til buddet fra den engelske Premier League-klub.

Det skriver London Evening Standard.

Maurizio Sarri kender den 23-årige midterforsvarer ganske godt, da manageren havde ham under sine vinger gennem to år i Empoli. Efterfølgende har Daniele Rugani været en del af førsteholdet i Juventus, hvor han dog har haft svært ved at tilspille sig en fast plads på holdet.

Konkurrencen i Juventus har været hård med spillere som Giorgio Chiellini, Mehdi Benatia og Leonardo Bonucci på lønningslisten hos den italienske mesterklub over de seneste sæsoner, og udsigten til spilletid kan være kortere i Chelsea.

Her kan Daniele Rugani blive en stor konkurrent til danske Andreas Christensen, der i den forgangne sæson fik sit helt store gennembrud i den engelske klub.