Rosenborg BK har solgt klubbens danske midtstopper Jacob Rasmussen, der skifter med øjeblikkelig virkning til italienske Empoli.
Allerede onsdag begyndte rygterne at florere, og nu bekræfter de to klubber, at en transfer er på plads. Den 21-årige dansker har underskrevet en fire-årig aftale med Empoli, der i den kommende sæson er nyoprykkere i Serie A.
- Det er en flot mulighed for mig, og jeg er meget tilfreds med skiftet. Jeg vil takke Rosenborg for en lærerrig tid i klubben - både sportsligt og personligt, siger Jacob Rasmussen til Rosenborgs hjemmeside.
Den norske klub er tilfredse med salget af Jacob Rasmussen, selv om klubben gerne havde beholdt danskeren.
- Det er ikke perfekt timing at sælge Jacob nu, men dette er en meget fin mulighed for ham og en god aftale for os. Jacob har gjort et strålende stykke arbejde for Rosenborg, og vi ønsker ham held og lykke i Italien, siger cheftræner Kåre Ingebrigtsen.
Jacob Rasmussen kom til Rosenborg fra St. Pauli i januar 2017 og nåede 33 kampe for de norske mestre.