Video : Tipsbladet
1. division

Lyngby lejer Roma-dansker

Lyngby BK har lejet et tidligere Brøndby IF-talent i den italienske storklub Roma.

I den kommende sæson skal Lyngby BK spille i 1. division, men klubben har ingen problemer med at tiltrække spillere.

Den tidligere Brøndby IF-spiller og nuværende Roma-spiller Rezan Corlu skifter således til klubben på en etårig lejeaftale. Det skriver Lyngby BK på deres hjemmeside. 

Og det er en spiller, den nye cheftræner Mark Strudal ser frem til at arbejde med.

- Rezan er en rigtig god signing for os. Han er en dygtig spiller, der kan spille flere positioner offensivt, og som også kan afslutte og lave mål. Han har tilmed et fantastisk blik for spillet, og laver ligeså mange assists som mål. Hans potentiale er enormt, og han kommer til Lyngby med masser af energi og sult til at vise sig frem, forbedre sig og samtidig hjælpe os i bestræbelserne på at få en god sæson. Vi er rigtigt glade for at byde Rezan velkommen og glæder os allerede til at se ham i aktion, fortæller cheftræneren.

20-årige Corlu skiftede fra Brøndby IF til Roma sidste sommer, men nu vender han altså hjem til Danmark på en lejeaftale efter en sæson på Romas ungdomshold. Og her vil han kæmpe for at vise sit værd, fortæller han til klubbens hjemmeside. 

- Jeg glæder mig til at komme i gang. Alle inden for fodbold ved, at Lyngby Boldklub står for noget specielt med god og teknisk bold. Projektet tiltaler mig meget, og jeg vil kæmpe hårdt for at vise mit værd. Jeg føler, at Lyngby er det helt rigtige for mig, og jeg kan ikke vente med at komme i gang og møde alle i og omkring klubben, fortæller han. 

Offensivspilleren står noteret for 11 førsteholdskampe for Brøndby IF, hvor det blev til én scoring og ét oplæg. På Romas ungdomshold blev det til tre mål og tre oplæg på 17 kampe.