VM-bloggen: Det mørkeste og flotteste kapitel for England

Det regnede i London den aften, og november-strålerne stod derfor ned over Wembley, mens minutterne tikkede af sted.

Det engelske landshold skulle bare bruge en uafgjort mod Kroatien i den sidste gruppekamp i kvalifikationen til EM i 2008, men to tidlige kroatiske mål havde gjort det svært for hjemmeholdet og ”Den Gyldne Generation”, der stadig udgjorde stammen på holdet. Mål af Peter Crouch og Frank Lampard sørgede imidlertid for 2-2 med 25 minutter tilbage af kampen, men i det 77. minut gik det galt. Kroaternes indskifter Mladen Petric scorede til 3-2 for gæsterne, og så brød helvede løs.

Nederlaget til Kroatien dengang på Wembley i november 2007 betød, at England missede kvalifikationen til en stor slutrunde for første gang siden 1994, og billedet på fiaskoen blev landstræneren Steve McClaren, som stod på sidelinjen iført stor jakke og en kæmpe paraply, mens hans spillede kæmpede forgæves i regnen. Det var et symbol på den arrogance, apati og tåbelighed, man forbandt det pjuskede engelske landshold med, for den kiksede kvalifikation var kulminationen på flere års skuffelser.

”Der har været mange sorte aftener i engelsk fodboldhistorie, men dette er uden tvivl den mørkeste af dem alle. Den største ydmygelse, vi alle kunne komme i tanke om,” skrev den engelske sportsjournalist Steven Howard om oplevelsen i The Sun, der kaldte det engelske landshold for ”joke of Europe”, mens den øvrige presse fulgte trop.

”The END. The END of the dream. END of McClaren, END of our Golden Generation…  and the END of England as a genuine world force,” lød dommedagsdommen fra The Mirror.

Sidste efterår var det 10 år siden, at det engelske landshold ramte sit lavpunkt, men efter en lang årrække med mildest talt svingende resultater, står fodboldnationen nu på sit foreløbige højdepunkt efter en slutrunde-kampagne, der har været den bedste siden 1990.

Modstanderen i aftenens VM-semifinale er igen Kroatien, og hvis England vinder aftenens kamp, vil den fodboldgale nation kunne se frem til den første slutrunde-finale siden 1966, hvor Bobby Moore og kompagni vandt verdensmesterskabet på hjemmebane.

Symbolet på det nuværende engelske landshold kan ligesom i 2007 også findes på trænerbænken. 47-årige Gareth Southgate er ung (slutrundens næstyngste), han er ydmyg, og han ser godt ud med sin smarte vest. På overfladen er han den diamentrale modsætning til den gamle generation af store engelske trænere som McClaren, Hodgson og Allardyce, der alle havde masser af erfaring og et stort trænernavn med pæne meritter i klubkarrieren, men som ikke fik succes som landstrænere (Allardyce er et kapitel for sig og kan jo reelt ikke bedømmes, men det er en anden historie).

På samme måde er det engelske landshold noget helt andet end den såkaldt ”Gyldne Generation” med Beckham, Lampard og Gerrard, der alle var med i Kroatien-kampen i 2007, og som stort set kun oplevede skuffelser med landsholdet trods deres status som globale superstjerner.

”Denne gang er spillerne ikke celebriteter, ikke endnu; de folk, der ikke har nogen interesse i fodbold, skal presses hårdt for at nævne et eneste medlem af truppen, og de er af sted til VM uden deres koner og kærester” skrev forfatteren og fodboldaficionadoen Nick Hornby i en klumme for ESPN inden årets slutrunde.

Hornby fremførte desuden pointen om, at spillere som Marcus Rashford, Danny Rose, Tim Cahill og Danny Welbeck end ikke har været faste folk i startopstillingen hos deres respektive engelske klubber, men det så han som et godt tegn – med vanlig sans for det ironiske i, at englænderne altid kan finde håbet og drømmene om storhed frem op til en slutrunde.

”Måske – og dette er uundgåeligt en undertone i samtalen – kan dette være til Englands fordel, ikke? Et ungt, sulten og ydmygt hold, hvor næsten alle sammen er en del af et top fire-hold i Premier League. En ydmyg, eftertænksom og likeable træner… Hvorfor skulle sådan et hold ikke kunne vinde VM?”

Som bekendt var det inden VM, at Hornby skrev sit indlæg, der meget passende havde titlen ”The unbearable hope” – det uudholdelige håb.

For sådan har det jo været hver gang, det engelske landshold har mødt frem til en slutrunde. Uanset truppens eller trænerens kvaliteter, er der blevet bygget nogle forventninger op – og hver gang har englænderne skuffet på den ene eller anden måde.

Ofte er håbet blevet  bundet op på en generation, en træner eller en enkelt spiller, men hverken Owen, Beckham eller Rooney – eller de mange store trænere –formåede at indfri de enorme forventninger.

I bogen ”The Anatomy of England” kredser fodboldjournalisten Jonathan Wilson om det engelske landshold og forventningernes forunderlige fænomen.

”Det er muligvis en letkøbt sandhed at kalde fodbold en moderne religion, men spillets rituelle aspekter har nogle gange et religiøst skær, og ingen steder er det mere sandt end hos det engelske landshold. Efter mere end fire årtier uden succes er der en opfattelse af, at der både er brug for håb – ’X years of hurt never stopped us dreaming’ – og en Messias, der kan lede England ud af ørkenen. Hver eneste frelser bliver budt velkommen med de samme palmeblade, når han rider ind i Jerusalem, men når han så fejler, må han gennemgå ydmygelsen og den rituelle henrettelse, før en ny konge kan blive salvet.”

Ifølge Wilson har det engelske publikum altid ledt efter den store frelser for engelsk fodbold, men det aktuelle engelske landshold er måske netop kendetegnet ved fraværet af en superstjerne. Det var nok en stramning, da jeg forleden kaldte holdet for et ”one man team” med tanke på Harry Kane, for denne slutrunde har vist, at englænderne faktisk har et godt kollektiv bestående af unge spillere, der kæmper for en større sag – og for andre end sig selv.

Og det er måske netop opskriften på den engelske succes ved denne slutrunde: Ydmygheden, kollektivet, de lave forventninger – og den rette balance i truppen, hvor stjernen Harry Kane ganske vist scorer en masse mål, men hvor holdet ikke er afhængigt af ham på samme måde, som eksempelvis Portugal og Argentina var af henholdsvis Messi og Portugal.

Det engelske landshold har allerede sikret sig masser af ære og hæder i hjemlandet, og man vil næppe se de engelske medier og fans gå amok i vrede og skuffelse, hvis det bliver til et nederlag mod Kroatien i aften. Og derfor vil Harry Kane og Gareth Southgate næppe blive hængt ud på samme måde som Rooney, Beckham og McClaren tidligere har oplevet i kølvandet på slutrundeskuffelser.

For England ser ud til at have gjort op med Messias-tankegangen, hvilket Jonathan Wilson også opfordrede nationen til i epilogen i bogen ”The Anatomy of England” fra 2010:

”Det må handle om at tage det bedst mulige materiale og få  det til at fungere på den bedst mulige måde. Engelsk fodbold er nødt til at gøre op med sit Messias-kompleks og stoppe med at lede efter en mytisk frelser, som kan bremse den langvarige tilbagegang og begynde at få det bedste ud af den aktuelle situation. Så længe der er Messias’er, vil der være korsfæstelser.”

Der skulle gå flere år fra skuffelsen i 2007 og Wilsons bog i 2010 til England begyndte at smide stjernenykkerne og selvopfattelsen som fodboldens konger. Men nu – i 2018 – kan det ydmyge engelske landshold spille sig i VM-finalen.

En engelsk VM-triumf i år vil muligvis være det flotteste kapitel i nationens fodboldhistorie.  

Men først kræver det altså en sejr mod Kroatien; modstanderen, der var med til at skrive det mørkeste kapitel en novemberaften for et årti siden.