Carlsen: En form for status

Det er unægtelig de firkantede øjnes tid, og det er vist bare at være glad for, at græsset undtagelsesvis for årstiden ikke har stået og skreget på at blive slået, for så var det da gået helt galt. Men nu er vi der næsten – i skrivende stund er der kun fire kampe tilbage, så det er til at se en ende på herlighederne.

Til gengæld er kvalifikationen til de europæiske turneringer jo så småt begyndt at rulle, og lige om et øjeblik står det på Superliga. Af samme grund kommer mit skæringspunkt også til at ligge før de to semifinaler, da jeg er på europæisk togt i den sidste del af ugen – men så kan jeg til gengæld samle både semifinaler og placeringskampe op i ét hug i næste uge.  Det sker med fire europæiske hold tilbage, og som tingene har formet sig, synes jeg egentlig – med fare for at rage uklar med rigtig mange – også, at det er de fire rigtige hold.

Jeg kan så godt af flere grunde savne et par sydamerikanske hold. Dels fordi de fodboldmæssigt tilfører noget andet end de europæiske – men også, fordi jeg helt uvidenskabeligt bare bliver i godt humør af at høre deres nationalmelodier. Jeg ved godt, at jeg også skrev det for fire år siden, men det er lige så markant denne gang: usædvanlig sangbare melodier med kilometerlange forspil og et musikalsk udtryk, der kunne være taget direkte ud af en italiensk opera anno cirka 1830. Måske ikke så mærkeligt, eftersom det var på det tidspunkt, at de fleste af landene blev selvstændige på rad og række. Nå, man kan ikke få det hele – og hovedsagen er, at der er fire fine fodboldhold tilbage, som nok skulle kunne give nogle gode opevelser at slutte af på.

VAR er gledet lidt i baggrunden på det seneste. Det kan der være flere grunde til – det er nu kun de bedste dommere, der er tilbage. Alle har også haft en chance for at skyde sig ind på praktikken i VAR, så den kunstneriske udførelse af samarbejdet over headsettet er bedre, og endelig kan man vel heller ikke helt udelukke, at spillerne har skruet lidt ned for unoderne, nu hvor de ved, at chancen for, at det går helt ubemærket hen, er mindre. Men en enkelt situation har der dog været, nemlig i kampen mellem Brasilien og Belgien. I starten af 2. halvleg ved stillingen 2-0 til Belgien dømmer dommer Mazic tilsyneladende straffespark i en situation, hvor Gabriel Jesus bliver fældet af Kompany.

Men der kommer lynhurtigt besked fra VAR-rummet om, at bolden er gået ud til målspark, da forseelsen finder sted, og ét af kravene til at kunne dømme et frispark eller straffespark er trods alt, at bolden er i spil. Der er bare det interessante ved situationen, at Kompany laver to kontakter mod Jesus.

Det er afgjort den sidste, som er den største, og her har bolden passeret mållinjen. Men der er også en noget mindre kontakt på støttebenet forinden, og her er bolden stadig i straffesparksfeltet. Næppe tvivl om, at man fra VAR-rummet fokuserer på den store forseelse, og det kan jeg sådan set godt forstå, for ved den første forseelse – som altså ikke er den, der bringer Jesus til fald – kan man nok diskutere, om den virkelig udgør en ’klar og åbenlys’ dommerfejl, og om den også ville være blevet dømt andre steder på banen, kampens niveau taget i betragtning.

Mazic ser ikke engang situationen igen, og det må betyde, at VAR-dommerne bare har fortalt ham, at bolden er ude. Det betyder, at det jo er en rent objektiv afgørelse, som ikke kræver et dommerskøn (enten er bolden ude, eller også er den det ikke), og det er helt efter instruktionen, at dommeren ikke anser det for nødvendigt at tage endnu et kig på situationen. Men ingen tvivl om, at den nok skal blive diskuteret flittigt i de kommend uger eller længere endnu.

Ellers er vi vel dér, hvor man godt så småt kan tillade sig at gøre en form på status over dommerpræstationerne. Man kan være enig eller uenig i den linje, som dommerne er blevet bedt om at lægge. Jeg synes f.eks., at der har været meget langt (og også for langt efter min smag) til de gule kort for protester og  sammenstimlen omkring dommerne. Der har også som mere reglen end undtagelsen været en forsvarer henne ved bolden, så snart der er dømt frispark, for at sørge for, at vi ikke kom alt for hurtigt igang.

Omvendt er det meget få hold, der seriøst har været interesseret i at dyrke de hurtige igangsættelser ved dette VM (hvilket måske også er årsagen til det meget høje antal scoringer efter standardsituationer, hvor de indstuderede varianter har kunnet afprøves), og så kan man jo diskutere længe, hvad der mon er årsag og virkning her. Film kunne også godt have fået en skarpere vurdering, end tilfældet har været. Der har været nogle virkelig groteske tilfælde imellem. Men dommerne har med ganske få undtagelser været gode til at holde det hårde spil nede, og vi har ikke set nær så mange deciderede svinestreger som ved sidste VM.

Traditionen tro dukker der nogle overraskelser op blandt de mange dommere – det er trods alt ikke dem alle, som vi ser til hverdag på vores breddegrader. Der har også været mange forskellige stilarter, hvoraf noget har virket bedre end andet, men ingen store guldrandede katastrofer. I sidste uge nåede jeg ikke at få FIFAs første reduktion af dommertruppen med, og den er ligesom passé, så jeg vil koncentrere mig om den, der kom ud mandag eftermiddag med de tolv dommere, som er i spil til de sidste fire kampe. Som man kan se, er der et pænt overskud af folk, men det er ikke alene på grund af skader eller ønsket om at spille med delvis skjulte kort ud fra et muligt matchfixing-perspektiv.

Det har også noget at gøre med, hvilke dommere, der har haft hvilke hold hvor mange gange og hvornår, og endelig kan holdenes spillestile såmænd også spille ind.
Men jeg er glad for at se, at både dommeren fra Iran og truppens Benjamin fra Mexico hænger på endnu, for det er nogle af dem, der har overrasket mig glædeligt. Dommeren fra Senegal har også gjort det fint, og så er jeg endda rigtig glad for at se, at Mark Geiger fra USA stadig er med i flokken. Jeg synes nok, at han mange steder fik en noget ublid medfart efter kampen mellem Colombia og England, for det er altså en håbløs opgave, når man står med et hold uden for pædagogisk rækkevidde. Dommeren fra New Zealand slap også fint fra en ellers potentielt giftig kamp mellem Nigeria og Island, så han er heller ikke nogen overraskelse – og en fin cadeau til Oceanien.

Og så har vi sydamerikanerne og europæerne tilbage. Ingen overraskelser i de tre sydamerikanere fra henholdsvis Argentina, Uruguay og Brasilien. Jeg må indrømme, at jeg i et eller andet omfang har tabt mit hjerte til den måde, som Nestor Pitana fra Argentina afvikler kampene på (det var ham med åbningskampen, Danmarks kamp mod Kroatien og senest kvartfinalen mellem Uruguay og Frankrig).  Der er sådan en vis bedstefaderlig og jovial stil over det, men ingen er på noget tidspunkt i tvivl om, hvem der bestemmer. En meget anderledes approach end den, som nogle af de mere atletiske og yngre dommere anlægger, men den virker.

Fra Europa synes det også at være de rigtige, der er tilbage, efter at der er blevet sorteret lidt fra på alder og erfaring, vil jeg gætte på. Det er en frygtindgydende kvartet, der står tilbage: Cakir fra Tyrkiet, Italiens Rocchi, Kuipers fra Holland og endelig Mazic fra Serbien. Fire voldsomt rutinerede herrer, som næppe vil lade sig blæse omkuld, uanset hvad der sker. Alt dog med forbehold: vi husker nok alle Howard Webb og skandalefinalen mellem Holland og Spanien for otte år siden.

Den største overraskelse her er nok, at Felix Brych fra Tyskland blev sorteret fra allerede i forrige omgang efter kun at have dømt en enkelt kamp, den mellem Serbien og Schweiz. Til gengæld havde han i den kamp også, hvad der kunne kandidere til turneringens største ikke-dømte straffespark, da to schweizere i skøn forening fik trukket en serber ned i en aktion, der var fuldt på højde med (om ikke værre end) det, der skete med Harry Kane i kampen mod Colombia, og som helt fortjent indbragte et straffespark og tyve minutters ond stemning. Det var efter kampen mellem Serbien og Schweiz, at VAR-systemet for alvor kom under beskydning, selvfølgelig specielt fra serbisk side.

Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at man ikke engang fra VAR-rummet kunne se det straffespark. Og så er det jo ganske interessant at se, at de to tyske VAR-dommere fra den kamp faktisk fik lov til at blive. Det står enhver frit for at danne sig sine egne teorier ud fra de to stumper fakta – jeg skal nok lade være.

Vi er på mange måder klogere om en lille uges tid. Til den tid har vi fundet en ny verdensmester, og så kan vi igen indstille kikkerten mod de hjemlige kampe.