Video : Tipsbladet

Awer Mabil vil være en fast del af Australiens landshold, og det kræver spilletid på klubplan.

Awer Mabil er tilbage i FC Midtjylland efter at have været udlejet de seneste to sæsoner. Lejeopholdet i Esbjerg for to år siden blev fulgt op af en afstikker til portugisiske Paços de Ferreira i den forgangne sæson.

Den 22-årige kantspiller har fastslået over for tipsbladet.dk, at han ikke ved, hvad fremtiden bringer, men han vil spille fast i den kommende sæson. For FC Midtjylland eller en anden klub. 

Det skyldes især, at han har store drømme om at blive en fast del af Australiens landshold.

- Jeg vil give mig selv den bedste chance, og det sker ved at gøre det godt for ens hold og være på banen. Så man er nødt til at hjælpe sig selv og sit hold uge efter uge for at have en chance for landsholdet, og det er det, der er nødt til at ske. Hvis jeg skal på landsholdet, er jeg nødt til at blive ved med at spille fast i stedet for at sidde på bænken. Jeg er nødt til at fortsætte min udvikling, for i de næste to år rammer jeg miit topniveau, og den fortsætter jeg kun gennem kampe og erfaring, siger Awer Mabil til tipsbladet.dk.

Awer Mabil har fortsat sin debut til gode for The Socceroos' A-landshold, men han står noteret for 15 kampe for diverse U-landshold.