Video : Tipsbladet
1. division

Silkeborg henter svensk forsvarsspiller

Silkeborg IF har skrevet kontrakt med 24-årige svensker.

Peter Sørensen og Silkeborg IF jagter en hurtig oprykning, efter klubben i sidste sæson rykkede ud af Superligaen, og i bestræbelserne på at komme tilbage i landets bedste række har SIF forstærket sig med en 24-årig svensk forsvarsspiller.

Efter den unge forsvarsspiller Jeppe Spliid Gertsen blev korsbåndsskadet og dømt ude i mange måneder, har SIF ledt efter et alternativ til det centrale forsvar, og det har man nu fundet i Marcus Johansson, der kommer til Silkeborg på en kontrakt, der løber frem til årsskiftet.

Svenskeren har trænet med i SIF og spillede med i et par testkampe, blandt andet mod Silkeborg KFUM, hvor han scorede kampens første mål-

- Jeg er glad for, at vi har fået aftalen med Marcus på plads. Han viste sig fint frem under forrige uges prøvetræningsophold og kommer til at indgå som en vigtig del af vores defensive kapacitet, siger SIF-manager Peter Sørensen til klubbens hjemmeside.

- Jeg fik et rigtig godt indtryk af klubben og spillertruppen, og jeg er glad for, at jeg nu er kommet på kontrakt i Silkeborg. Jeg glæder mig til opgaverne og vil gøre mit til at indfri målsætningen om oprykning. Jeg er kommet til Silkeborg for at vinde fodboldkampe, siger Marcus Johansson.

Forsvarsspilleren var senest på kontrakt i Jönköbing Södra, og han bliver klubbens tredje defensive tilgang denne sommer, efter man også tidligere har hentet Svenn Crone og Frederik Møller.